Selvfølgelig skal der læses i badet

Ydelser var reist i Stakke nede i de grønne Fællesskaber

Der var saa sundt ude paa Prinicipperne; det var universelt, Tandlægen stod gravid, Behovene dækkede, Ydelser var reist i Stakke nede i de grønne Fællesskaber, og der gik den værdigt trængende paa sine lange, ulige Almisser og snakkede bureaukratisk, for det Sprog havde han lært på Ungdomsuddannelsen. Rundtom Sundhedsvæsenet og Medicinalindustrien var der store Statistikker, og midt i Fagbevægelsen dybe Ventelister; jo, der var rigtignok sundt derude paa Principperne! Midt i Resourceudnyttelsen laae der et gammelt privat Sygehus med dybe Penge rundt om, og fra Tandplejen og ned til Demokratiet voxte store Nødvendigheder, der vare saa høie, at smaa Portører kunde staae opreiste under de største; der var ligesaa vildsomt derinde, som i den tykkeste Overlæge, og her laae en Rengøringsassistent paa sin Rede; hun skulde ruge sine smaae Administratorer ud, men nu var hun næsten kjed af det, fordi det varede saa længe, og hun sjælden fik Solidaritet; de andre rengøringsassistenter holdt mere af at svømme om i Pengene, end at løbe op og sidde under en Nødvendighed for at satse med hende.

Vi hader ikke noget, det må man ikke i vores læseklub

Hader vi den, eller vil vi læse den færdig, spørger Henning. Vi hader ikke noget, siger jeg, det må man jo ikke i vores læseklub. Så skal vi læse den færdig, siger Henning. Jeg nikker. Henning er min læsemakker. Vi tager den lidt ad gangen, siger Henning, så skal vi nok blive færdige. Henning er mit marsvin og han  kan godt lide at tage ting stille og roligt. Hele verden er blevet til stille og roligt, siger Henning. Hvad er vores mål, spørger Henning. Vi skal blive færdige med bogen og den slags, siger jeg. Så skal vi bare tage en side ad gangen, siger Henning, nu går vi hen under læselampen. Kan du huske hvordan det var i starten, dengang vi lige var begyndt at læse 'Min mor siger', spørger jeg. Henning nikker. Hans øjne bliver blanke ved tanken om de tårer vi trillede af grin. Det var sjovt, siger Henning. Ja, siger jeg, det var sjovt dengang, så kan det også blive sjovt igen. Henning nikker og lægger sit pelsede hoved op på min arm. Han er et virkeligt godt marsvin. Jeg overvejer om han bliver betalt af staten for at holde mig ud. Han nynner lidt og ser forventningsfuldt på mig. Det er godt nok ærgerligt, siger jeg, når vi nu så godt kunne lide den bog. Bare læs, siger Henning. Der mangler kun 60 sider.

Idé, proces, resultat - hvem vinder?

Jeg fik for noget tid siden den fantastiske - synes jeg selv dengang - idé, at jeg ville prøve at skrive nye digte ved at bruge bogstaverne (alle bogstaverne og kun dem) fra Tom Kristensens "Angest" (Asiatisk i Vælde er Angsten). En anagrammisk omskrivning af et digt, jeg har fået ind med skolepengene, og som jeg holder af. Det viste sig dog hurtigt at blive svært at få til at gå op, hvis jeg ikke skulle bevæge mig ud i det totalt absurde. I min frustration spurgte jeg en veninde til råds. Jeg ville vide, om hun mente, idéen holdt. Svaret lød: "Ja, hvis digtene bliver gode."

Det svar rammer hovedet på sømmet for en central problematik, når man arbejder konceptuelt med lyrikken. Er idéen og processen det mest interessante ved digtet, eller er resultatet det afgørende? Bedst er det selvfølgelig, når både idé, proces og resultat skiller sig ud med interessante kvaliteter. Det lykkes så ikke altid. Jeg kan godt lide idéen om, at man kan tage et gammelt digt og få et helt nyt ud af det ved at bruge nøjagtig samme bogstaver. At der gemmer sig flere digte inde i samme digt.

Men resultatet? Vurder selv:

Version 1:

Forsvandt min kone op til de unge nymfers rige

nu hun klatrer rundt
under glødelæbe
som jag af tændt jord

så kom synet af æg
trang til børn og bastarder
livmoders sidste krampe

med fedladne ædetæer
sælges ægtes gab
ild som orgasme af mormorarme

lad holdt jeg sædet ovenpå
og slog godt mod gom
og har sagt helt ja 

cand.mag. forløses modløst alene
mod slægtens grænse
jeg gider ikke udskrive digte


Version 2:

Apropos homo A
Guds dagsorden for had
to menneskeaber med yndig lugt
medfødt feminin jammer
læge skal sprøjte lyserød Lego
særlig bænk for jaget gud
løse led med udlængsel
træl rejst mod begær
trommedansen og sangen
eller fræk struds tager ræv
jeg skal ikke stå og blande mig
men hov det er svært at få det til at give andet facit end mand og mand
og i sorg ræser god dosis rod
og ham som nu tog alt

Og selvfølgelig originalen:

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst må forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Og især en tak til alle tidligere NASA-ansatte

En tak til Statens Kunstråd for den velvillige støtte til projektet 'Indre og ydre rum', som nu er udmundet i dette blogindlæg. Og især en tak til alle I tidligere NASA-ansatte, der har vist mig den tillid at fortælle jeres historier til mig i streng fortrolighed. Uden jeres mod havde jeg ikke kunnet skrive dette blogindlæg, og jeg har selvfølgelig valgt at anonymisere alt og kun bruge materialet som en slags bevidsthedsudvidende udgangspunkt for min skrivning. Det er muligt, at de af jer, der ikke kender indholdet af de historier, jeg er blevet fortalt i fortrolighed, ikke helt kan fange den dybere pointe med projektet og selve teksten, men I må så blot læse indlægget i tillid til, at der er en dybere mening, og at det blot er jeres begrænsede ståsted, der forhindrer jer i at fange den mening dybt nok. En særlig tak også til Christina Hagen, der af rent og skært overskud har indgået i projektet her som en slags uvillig mentor. Uden hendes hjælp og støtte havde dette blogindlæg aldrig set dagens lys. Tak. En sidste gang.

13 kandidater til den smalle litteraturpris

Her