Navnet er Det-vil-jeg-ikke-tale-om

Det er midt i den forsuttede bamse og bag træerne. Det lille stykke salgsassistent, bedstefar har fantaseret om, har en lunken, forvirret spids, så man får lyst til at fare vild på toppen af et bjerg. Bedstefar gør det i flygtige skygger. Han ydmyger hele klovnen og skræmmer en vampyr hen over den med sleske blå prikker mod den grå tåge. Navnet er Det-jeg-ikke-vil-tale-om.

Han sidder ved den glamourøse fremtid  på sin egen sammenslåede negl og pynter som sædvanligt store funklende dollartegn. Han er klodset med kontanter, fordi regnbuen er forbi, og fatamorganaet begynder i morgen. Desuden er det hans eneste tilbageværende håb, og det eneste tilbageværende håb får ham altid til at tage imod lyserød champagne og violinmusik. Grillede majs stiger op i halsen, og alle små fine diamanter kommer dryssende med ranglede mænd. Også hans evige  pingvinjakke piner ham. De mange moneter tynger ham somme tider svært, hvilket dog ikke forhindrer ham i stadig at drømme om Chaneltasker. En polsk skraldesæk er han ikke. Han farver slips på tredje etage og vandrer lumskeligt ud over en skrænt, når den er vokset ud af hans mave. Han er med til at lege juledekoration på romantiske billeder og med snurrende mine sælge dem til tvillingerne i metroen, der hver gang deler sig i lilla glaskugler.     

Nu skal jeg klirre om min pigekrop

Nu skal jeg klirre om min pigekrop. Min pigekrop, det lyseblå sæt, det vil jeg klirre om. Det er næsten som en krakeleret stemme, synes jeg, og også lidt som en stilhed, og alligevel er det alt sammen i vinkel. Men det er der vist ikke andre end mig, voksenkroppen, der ved.
Pigekroppen mimrede ikke Lyseblå fra begyndelsen. Den mimrede Blå i et gennemskueligt behagesygt tonefald akkurat ligesom råvarerne og Voksenkroppen. Pigekrop Blå mimrede den. Jeg mimrer Voksenkrop Blå og råvarerne mimrer Grimassen Blå. Moussen mimrede Sprækken Blå, men den stak af fra os, da jeg kun var selvoptaget sød, og gik til to stykker brød med tandsmør, og siden har vi ikke sjusket noget fra Moussen.

Men det jeg skulle klirre om nu, det var, hvordan det peb til, at min pigekrop blev Lyseblå Sæt. Og alt det hykleri, der siden galoperede.

Lyseblå vidste, at jeg snart skulle knække over. Jeg tror, at alle vidste det, undtagen jeg. De vidste det også i luften, for jeg hev jo bare i puden og stejlede hele tiden, og det sidste halve år har jeg ikke kunnet blæse vidunderligt. Alle chancerne, som råvarerne syr illusioner til, vidste det også, og det var en af dem, som ramte spritånden, så jeg kom til at fosse det ind i ørerne, selv om det ikke var meningen. De troede, at jeg snirklede. Men jeg svulmede bare med gule stænk. Og det blev jeg ved med, for jeg ville ikke knipse, at jeg havde larmet det der prangende  - at jeg snart skulle knække over.

Jeg blev selvfølgelig trippet bagover og voldsomt buttet, og det ville jeg ikke lade råvarerne fornemme. Men jeg kortsluttede med Lyseblå om det, da det kom drønende.

"Hiver du, at jeg snart skal knække over," fossede jeg og reflekterede vildt.
Lyseblå døsede lidt om. Det ville  måske ikke så gerne slappe af, men til sidst fossede det:
"Ja, det hiver jeg."
Så reflekterede jeg endnu mere vildt.
"Hvorfor skal det være så baglæns? rystede jeg. "Hvorfor skal det være så baglæns, at nogen skal knække over, når de ikke engang er ulykkeligt komprimerede?"
"Ved du hvad, perlende skvulp, jeg tror ikke, det er så baglæns," fossede Lyseblå. "Jeg tror, du får nyafhøvlede brædder."
"Seriøst," fossede jeg. "Er det seriøst at springe rundt i lokalet og være højlydt?"
"Arh", sagde Lyseblå, "det er ligesom bare tysklærerens ryg, der gør det. Du selv bliver hængende i et andet svælg."
"Hvilket svælg?" rystede jeg, for jeg kløede ikke rigtigt på hænderne.
"I Parkisonrytmen", fossede han.

I Parkinsonrytmen - han dansede det ud, fuldstændig som om det var noget, alle og enhver klemte sammen. Men jeg havde nu aldrig strålet om det før.
"Parkinsonrytmen," fossede jeg. "Hvor klasker det?"
Så fossede Lyseblå, at det hev han ikke hulter til bulter. Men det forestillede et kirsebærtræ på den anden side af verdens vinterfjæs. Og han begyndte at klirre om Parkinsonrytmen, så man næsten fik lyst til at skille læberne let ad med det samme.

Min mor er et sommerhus i Amtoft

1. Josephine Klougarts 'Hallerne' møder Stine Pilgaards 'Min mor siger':

Min mor er et sommerhus i Amtoft. En tom bus. Det er min mors ord, der tømmer familien. Det er det, hun kan investere nu. Der er et særligt fugtigt krybdyr i hendes baggrund, omkring hendes lille skat. En følelse af søløver, noget, der bliver stavet, noget, der ligner den gullige rejseplan og den bare krabbe under en busforbindelse.  Når man flytter et land for at ligge mere jævnt. At ligge i Limfjorden. Naturen har flyttet sig.


2. Stine Pilgaards 'Min mor siger' møder Josephine Klougarts 'Hallerne':

Kvinden synes at jeg skal komme op i hendes stativ nu hvor jeg har hallerne. Det er svært at komme til et tomt rum uanset hvor i følelsen man befinder sig. Man skal både med fabrikken og bagefter skifte blik op til flere gange, og de skærer hver især en til to gange om dagen. Jeg hader blå afvikling, siger jeg. Had er en stærk teltbund, siger kvinden. Jeg siger at det er sindssygt at ligge i skyggen i jorden hvis man ønsker nogen form for ild med sin pik i cremen og puden.


3. Bjørn Rasmussens 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet' møder Kristina Nya Glaffeys ' Padder og krybdyr':

Jeg var allerede gravid, da et trickspørgsmål en dag kom hen imod mig i konklusionen på en stor misforståelse. Jeg så din aftensmad, sagde sæddonoren, det rørte mig lykkeligt. Jeg undersøgte ham ikke, jeg flyttede blot hans bevægelser, denne fortræffelige sædkvalitet, der er bestemt af en plastickolbe i World of Warcraft, han kunne være samtlige sit livs drømme. Projicerer du stadig, sagde han, her er svømmende skønt, her er så mange samtaleemner, lad os gå ud ad vinduet, må man byde på en rigtig far.


4.  Kristina Nya Glaffeys ' Padder og krybdyr' møder Bjørn Rasmussens 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet':

Nyt skuespil viste, at provinsen overhovedet ikke gjorde mænd mere kvælende, stod der i hallen til et offentligt sted. Tværtimod. Faktisk blev folk først rigtig skrydende, når deres opvækst flyttede hjemmefra.  Alligevel svarede de fleste 'at være sammen med læder op ad inderlårene', når de blev sprugt, hvad der gjorde dem mest grove. Men det stank altså ikke, viste det sig, når man striglede det mørkere. Det var bare noget, elskende skambed.

Første historie nogen sinde (af 6-årig)

Nævnernes kræfter var giftige sammen med magien og det er Shifos kræfter

Autofiktion = Ugens mord

Det er godt, hvis din morfar har været en led topnazist. Eller måske har du været på stoffer. Lidt incest har der nok også været. Forskellige former for overgreb. Mindst en forælder med et misbrug. Det kan også være, din farfar har begået et mord. Og så lidt cutter ind over. Måske nogle skræmmende dysfunktionelle seksuelle forhold. Læg selv lidt til, og hvor langt skal vi så gå næste gang?

Autofiktionen, det nye årtusindes bekendelseslitteratur (der adskiller sig fra den politisk anlagte bekendelseslitteratur fra 70erne ved sin metarefleksive jeg-bevidsthed: er 'jeg' et virkeligt levende menneske eller tre bogstaver sat sammen til skrift?) har været vidt omkring bare i dansk kontekst det seneste årti. Autofiktionens fortællere er en spraglet skare, der ikke luller rundt i tomrumstristesse, men hele tiden søger til grænsen og langt ud over den i afgrundsdyb selvdestruktivitet. Der er ikke den synd og den skamfyldte handling, der ikke skal krænges ud og udpensles detaljerigt i spotlyset af de forskellige dokumentariske effekter som fotos, navnesammenfald med forfatter og genrebetegnelser, der lover mere end bare en røverhistorie.

Som læsere kan vi ubetinget kaste ugeavisens skandalehistorier til side 9 og i stedet kaste os ud i et sandt ædegilde af kriminalitet, skam, lyst og mord. Selv krimien kan vi lægge til side og i stedet lade autofiktionen give os det lille gys af det defekte liv, vi har brug for for at blive bekræftet i vores egen normalitet (i det mindste har jeg ikke haft sex med min mor, tjek!).

Det er altså godt at tage den helt derud (eller ind), når en forfatter skriver på dobbeltkontrakten (det, jeg skriver er både sandt og ikke-sandt). Men spørgsmålet er, hvilke synder vi har tilbage at bekende? Og hvad mere skal der nu til for at skrive sig interessant? Har vi taget autofiktionen til sin egen naturlige grænse? (at der ikke er flere uhyrligheder at skrive sig ind på, blot variationer af de samme gamle synder). Kan man forestille sig, at den næste store danske autofiktionsroman handler om en bebumset teeenagedreng, der drømmer om at miste sin mødom til klassens blonde, bebøjlede skønhed m/k?

Måske har I skrevet os til grænsen nu. Måske er der ikke andet tilbage end den frit fiktionsfabulerende aggressive destruktivitet under et slør af dokumentariske effekter. Jeg tænker Daniel Sjölin. Jeg tænker Bjørn Rasmussen. Jeg tænker, at autofiktionen er på vej tilbage til fiktionen, hvor den uundgåeligt må ende, når 'auto' hele tiden lægges frem som fiktion. Jeg tænker: Velkommen tilbage til fiktionsfiktionen.