Er det så overhovedet ok at mene noget om "Padder og krybdyr"?

Og hvis man så havde læst "Padder og krybdyr", havde man så læst det hele i ét stræk, og havde man klasket sig på lårene, mens man skreg af fornøjelse, eller havde man indtaget den i mindre doser for ikke at blive overanstrengt i smilehullerne, og ville det måske slet ikke være smilehullerne, der var overanstrengte, men mere ens generelle evne til at udholde den vrængende fortællestemme, og hvis man havde ret i at mene, at fortællestemmen var vrængende, var det så et plus, fordi fortælleren var fræk nok til at vrænge af alt og alle og ikke lod sig bremse af den almindelige danske tendens til overhøflig omgangstone, eller var det et minus, fordi stemmer, der vrænger i længden altid bliver ulidelige, også selv om idéen er god og sprogbeherskelsen især er overlegen, og er det så nok til at hive en roman i land eller få den gjort god og vellykket, at det sproglige ligger pænt over gennemsnittet for danske bogudgivelser, og at man som sådan ikke behøver at bekymre sig om forfatterens unikke skrivetalent, eller skal der noget mere til, og hvis der skal mere til, er det så nok at hobe klichéer op og få dem til at støde sammen, så vi alle, eller i hvert fald ret mange af os, kan genkende égne tanker hist og pist og på den måde se sig selv og egen dumhed udstillet på grotesk og ret meningsnedbrydende vis med netop dette samme sprogtalent, eller skulle man hellere anskue bogen fra en helt anden vinkel og se på, hvordan den faktisk forsøger at etablere en moddiskurs til de mange etablerede og egentlig ret dumme sprogligt etablerede tænkemåder, og er det ok at hælde galde ud over den fertilitetsklinik, der engang var den eneste, og hvor langt må man gå i tilsviningen af levende personer, som vel ikke kan gøre for, at tiden er gået, og at de aldrig har lært at forholde sig til sproget som et materiale, eller er det befriende, at der er nogen, der tør sige det højt, og som ikke vil finde sig i at blive pakket ind i feng shui og sprogforblommelser for at opnå graviditet og flad tegnebog, og måske skulle man også have begyndt på en helt anden måde og have fremhævet den eminente erotiserede inseminationsscene, hvor "drømmefangeren over hendes hoved duver svagt i trækken fra den halvåbne dør, der akkurat tillader den svage rislen fra den japanske vandfontæne at trænge ind i det lyse rum. Solstrålerne spiller lystigt i den lasngbladede stuebirk og i Ninas hår, da hun på en langsom udånding fører sprøjten op i underlivet på næste levende billede og trykker kalorius i bund", eller måske skulle man hellere helt have undladet at skrive noget om bogen, og hvis man undlod det, ville det så være, fordi man selv var lesbisk, og hvad gør det egentlig ved ens forhold til bogen, at man selv har fået et par omgange med føromtalte Storks kalorius og også har gjort sig tanker om det, gør det så, at man automatisk får et andet forhold til bogen, at man måske kan lide den mere, fordi den forholder sig til et emne, som er helt centralt for én selv, eller gør det snarere, at man lægger en større distance til den for ikke at blive sat i samme bås som den, eller måske har man endnu større forventninger til, hvad den bog skal kunne forløse for en, og kan man så overhovedet skrive noget om bogen, når man har det sådan, burde man ikke overlade det til andre, men hvem er de så, disse andre, har de så også børn, og hvordan har de så fået dem, og hvilke tanker har de så gjort sig om det, og er det overhovedet nogen, der nogen sinde kan tillade sig at mene noget om en bog.

Jeg smider mig på gulvet, har jeg sagt

- En dæmpet tone, siger jeg og rusker i min stol. Jeg skal holde min kæft fra næste semester, men jeg skriger og smider mig på gulvet, har jeg sagt.

Et dejligt sted, ude på landet, en kostskole, armen i gips, jeg er ikke sikker på, jeg gerne vil. Min albue er for svag, og jeg skriger, har jeg sagt. Jeg skal holde min kæft og lukke mig inde på mit værelse og falde ned langs brændeovnen, og så rejser jeg mig op og mister balancen. Har jeg sagt, at jeg skriger, siger jeg i en dæmpet tone. Min datter er ikke sikker. Vi skal blive ved med at bo sammen, måske på Tahiti, men jeg vil ikke smide mig på gulvet, har jeg sagt. Min datter rejser sig op og lukker mig inde på mit værelse.

- Du skal ikke snakke til mig, siger hun.

- Tahiti er et dejligt sted, jeg er sikker på, der er fred på Tahiti, og at vi kan blive ved med at bo sammen dér.

Så siger hun til mig at jeg skal holde min kæft. Jeg har armen i gips, og brændeovnen mister balancen. Så siger hun til mig, at jeg skriger. Har jeg sagt, at du skal lukke dig inde på dit værelse, siger hun, og gulvet rusker i min stol. Jeg tror ikke, det er noget for mig med Tahiti. 

Fem ord du med garanti vil møde i alle skønlitterære bøger

Rokokoposten

Jeg nægter at være en "lille perker"

Jeg nægter at lade mig assimilere.
Jeg nægter at leve et kedeligt liv!!!
Jeg nægter også at udlevere billed-legitimation til banken.
Jeg nægter at lyve om mit ægteskab.

Jeg nægter at være med i et statistisk skoleridt om messefald.
Jeg nægter at deltage i en recession.
Det er nogle urimelige gebyrer og jeg nægter at betale.
Jeg nægter at tænke negativt.

Jeg nægter at betale for en oldgammel synd.
Jeg nægter at dø.
Jeg nægter at tage piller.
Jeg nægter at stemme.

Jeg nægter!
Efterårets absolutte strikkehit eller hvordan jeg nægter at give slip!
Jeg nægter at give Claus Hjort Frederiksen hånden.
Jeg nægter at blive offer.

Jeg nægter at beundre Adam.
Jeg nægter at tigge.
Jeg nægter at elske dig.
Jeg nægter at kalde dem terrorister.

Jeg nægter at tro det.
Du betyder så meget, og jeg nægter at give slip.
Men saa — jeg nægter ei — var det ret yndigt.
Jeg nægter at betale.

Jeg nægter at sige efterår.
Jeg nægter altså at tro på det.
Jeg nægter at gå om bord.
Jeg nægter at trevle op.

Jeg nægter at læse regler.
Jeg nægter at blogge om det igen.
Jeg nægter at lade denne hjernetumor definere hvem jeg er.
Jeg nægter at blive fed.

Jeg nægter at være en "lille perker".
Jeg nægter at bruge dildo!!!
Jeg nægter at tænde for varmen nu.
Jeg nægter at blive gammel.

Hvorfor analt samleje er så alvorligt netop nu

Vi kan leve med at lytte til hinanden, selvom vi er tabuiserede, og vi kan leve med, at præster nyder det. Her skal der mange forskellige glidecremer frem og ikke kun et enkelt røvhul. Men når det gælder hygiejne, så er der ekstremt klare skriftord, som siger nej. Det rører ved noget helt ulækkert omkring hænderne og forholdet dyne/lagen. Samleje er en muskulatur af heterofyres bekendelsesgrundlag. Derfor er det mærkeligt og gør så ondt, hvis der bliver slikket et officielt sted til vielse af hullet, som er imod toilettets papir.

Vi vil ikke ligge i ske, og vi ønsker ikke at sprænge den andens røv. Vi har forståelse for både de passive, der vælger at blive i sengen og kæmpe, og dem, der styrer tempoet i en doggystyle uden for kondomet. Røvslikkeren har netop udtalt, at alle blokeringer og kønsrollemønstre, som melder sig ud af apoteket, fortsat kan være tilknyttet Queer Jihad.

Alle der ikke kan lide krimier er kultursnobber

Jeg har godt vidst det længe. Grunden til, at jeg ikke kan lide krimier, er, at jeg prøver på at gøre mig lidt fin og vigtig i det. Derfor holder jeg mig altid lidt tilbage med at udbasunere min kedsomhed ved genren. Jeg vil gerne fremstå mere rummelig og casual, end jeg i virkeligheden er, og måske også mere i kontakt med mine primære instinkter i stedet for blot at være en kultursnob, der gerne vil have små, sarte, finlitterære krusninger hen over overfladen af det levede liv.

Allerværst er det selvfølgelig at indrømme, at jeg, hvis jeg virkelig stod ved min inderste mørke modvilje mod genren og dens løssluppenhed, slet og ret ønskede at forhindre alle andre i at finde glæde ved den. Jeg ville først have det godt med genren det øjeblik, den ikke længere fandtes, eller måske endnu bedre fandtes den, men ingen rørte ved den, og alle gik bare forbi den slunkne krimistabel i et hjørne af bogbutikken med en let rynke på næsen.

Karakteristikken af mig som ikke-krimi-læser, nej, krimiforagter, er tegnet meget præcist af Bo Bjørnvig skriver i denne uges Weekendavisen:

"De, der har "kulturelle" problemer med krimien, minder om dem, der vil have rygning forbudt, ligesom fed mad og alkohol. Og prostitution. De ville sikkert gerne have billeder af krimirygerlunger (krimifolket ryger jo) og hjernesvulster på forsiden af krimier med en advarende tekst: "Det kan være farligt for den mentale sundhed at læse krimier.""

Bjørnvig er ikke den eneste, der typebestemmer læsere. Litteratursiden.dk har haft deres spørgeskemaer på Bogmessen med titlen: "Hvilken type læser er du?" Og sidst jeg var i en boghandel og gik op til disken med Stine Pilgaard og Kristina Nya Glaffey, spurgte ekspedienten, om jeg så ikke også skulle have Josefine Klougart med. "Jeg tænker, det er lidt samme læser", sagde hun.

Så her er karakteristikken af mig som læser: Jeg rører ikke krimier, fordi jeg helst vil undgå at få mine fingre smudset til at det levede liv. I virkeligheden ville jeg være mest lykkelig, hvis al litteratur blev skrevet af yngre, kvindelige (helst lesbiske) forfattere med afgangsbevis fra Forfatterskolen. Og det er en pine for mig, at jeg typisk en gang om året - forud for krimimessen i Horsens - bliver bedt om at læse krimier. For to år siden læste jeg Leonardo Padura, sidste år var det Håkan Nesser, og i år Sjöwall og Wahlöö.

Lille fugl skyder på stor kanon

Det er vist sådan cirka det, der er konceptet, når Litteraturmaskinen i Odense inviterer til oplæsningsaften med Svend Åge Madsen torsdag den 22. marts. Der er lagt op til et møde mellem den lille fugl og den store kanon, og jeg skal kvidre mit bedste som opvarmningslyriker og interviewer, og mon ikke også der bliver lejlighed til at stille netop den slags spørgsmål, som en nybegynder har lyst til at stille en erfaren forfatter, fx.: Hvordan er det med det dér med at skrive, bliver det nemmere med årene, ændrer oplevelsen sig, bliver det sjovere, eller måske mindre sjovt, bliver det nogen sinde bare en (skrive)maskine i et trivielt otte til fire job?

De 'store' synger (Anmeldelse)

Litteratur.nu

I Vesten stiger beatet op (Anmeldelse)

Arnold Busck

Hun sang sgu i radioen

Hvis der var noget, jeg aldrig havde forestillet mig at skulle gøre, så var det at stille mig op med en mikrofon i hånden og synge for et publikum. Måske lidt naivt at udgive en sangbog uden at have tænkt tanken helt til ende. Men jeg bliver stadig overrasket over mig selv, når jeg stiller mig op og synger "Stikkersvin jeg fucker dig" for 200 gymnasieelever.

I december havde jeg den fornøjelse at synge ned i min mobil og så få det sendt i radioen bagefter. Der er stadig folk, der spørger, om de ikke må høre det. Og det kan jeg dårligt forhindre, når det ligger på nettet her.