4 gange Hvedekorn, 4 gange debut

På Hvedekorns hjemmeside

Det er sindssygt hot at skrive lesbiske bøger

Det er snyd at begynde med Asta Olivia Nordenhofs "Et ansigt til Emily" (Basilisk 2011), fordi den sådan set ikke er lesbisk, meeeen den begynder sådan her:

"Det fremgår af Rosas ansigt, at hun elsker Emily." Og det gør hun så også - især i den første tredjedel af bogen.

Det ville have være langt mere fair at begynde med Kristina Nya Glaffeys "Padder og krybdyr" (Gyldendal 2012), fordi den er spritaktuel og meget eksplicit lesbisk og med bid og brod og sproglig vellyst tager livtag med et væld af inseminationsproblematikker. Bogen har trods forfatterens  sproglige overskud fået kun halvgode anmeldelser. Bl.a. skriver Politiken:

"Men padder og krybdyr kan jo også bruges i overført betydning til at benævne og hænge mennesker ud, henholdsvis de intellektuelt underlegne og de ækle eller moralsk anløbne. Og det er - efter min mening - i for høj grad det ærinde, som fortælleren er ude i, på trods af selvironi og selvudlevering."

Og Information:

"Alt er en anledning til opkørt hidsighed, og det eneste, der er værre end de homoseksuelles efterligning af den velstående, heteroseksuelle hverdag med børn og ferie og parmiddag og designkaffe, ja, det er dårligt sprog, mænd i alle afskygninger — og lesbiske, der sidder fast i halvfjerdsernes modkultur, og altså ikke vil leve livet som mor-mor-barn på lækre Jægersborggade.
Dem er man så også vred på. For Padder og krybdyr er ikke konsistent. Den gemmer ikke på nogen dybere kritik. Det er sjovt, det er vredt, det er enormt velskrevet, og det må så være nok."

Noget mere positive anmeldelser har debutanten Stine Pilgaard fået for debuten "Min mor siger" (Samleren 2012). Her er det lesbiske ikke hovedtemaet, men det er den kvindelige jegfortællers sorg over at være blevet forladt af sin (kvindelige) kæreste: 

"Situationerne bliver netop aldrig til ’scener’ i den melodramatiske betydning af ordet, selv om de nemt kunne have været det. Tag bare det indledende optrin, hvor romanens jegfortæller bliver forladt af sin kæreste, som er kvinde og dyrepasser.

Godt nok bliver der smækket med døren og sagt følelsesladede ting, men konstant med verbalt vid og humor, der effektivt fortynder patossen. Hovedpersonen synker ned i kærestesorg, selvmedlidenhed og specialesump, og hun havner i den vist obligatoriske livskrise på midten af vor bane igennem tyverne.

Men hun fejrer det med en sproglig fest, som man ikke kan undgå at komme i opløftet stemning af."

Er man i stedet til børnebøger, er der også nyt at hente med bogen "Niller Pilfinger får en flyvetur", som handler om en nysgerrig lille dreng som vokser op med to mødre, mor og mammi.

Det kan godt være, det ligner, men det ER ikke lyrik...

Her gik jeg selv og troede, jeg at var debuteret med en digtsamling, men det viser sig nu ad et par omgange, at jeg har taget fejl. Det kan godt være, det ligner, men det er ikke lyrik.

1. omgang:

"I aften skal vi høre øh... to lyrikere og øh.. Mette Ø." (Præsentation ved min første oplæsning)

2. omgang:

Gammel veninde: "Det kunne være sjovt, hvis du skrev en digtsamling engang".
Mig: "Jeg har sådan set lige fået udgivet en digtsamling".
Gammel veninde: "Nej. Det er en sangbog".