Nogle gange er det godt, man ikke gør de ting, man ikke gør

Når jeg nu for første gang prøver det dér med at stå med egen bog i egen hånd, dukker der selvfølgelig en masse tanker op om ting, der kunne have været anderledes, og måske endda bedre. Men nogle ting er også fine nok, som de er. Fx var der en, der sagde: "Hvorfor er der ingen julesange i din sangbog?", og det er jo et godt og sæsonrelevant spørgsmål. Jeg tror egentlig bare, jeg vil lade eksemplet tale for sig selv:

Dejlig er mutter,
Hold kæft fede russer svin,
u-ud og danse-e om et træ!
Perker med prettyface
Dum som en juleand
gå vi på  tændstikben med sang!

Øller skal komme,
øller skal henrulle,
Moar skal komme og hjælpe mig;
aldrig ha’ porrer
lorten fra himlen
i pyntens glade skideskur.

Grydehår sang den
først for mine briller,
skønt fra dum til fed det lød:
Jul i Angora!
Ønsk dig en slutty whore,
os er i dag en mother fød!

Hermed håber jeg, at jeg aldrig mere møder det spørgsmål!!!

En anden ting, jeg er glad for, jeg ikke gjorde, var at sample denne øreskærende sang.

Et alternativt rum for litteraturen.

"Små piger kan være så stille som cement under sengen"

Cindy Lynn Brown holder med sin tredje digtsamling "Rigtige børn vokser ikke op i forbifarten" fast i grundkonceptet: Den lange lyrik. Som ved hendes to forrige digtsamlinger, Korrektur 2009 og Ildebefindende 2010, knækkes digtene ikke op af konstante linjebrud, i stedet breder sætningerne sig lange og kryptisk eftertænksomme hen over siderne, så langt, at det præger formatet på digtsamlingerne, der er væsentligt bredere end ved de fleste andre bøger. Men nu er Lynn Browns lyrik blevet endnu længere, så lang, at digtsamlingen vokser sig op på det imponerende sidetal: 155. Til sammenligning var de to forrige på hhv. 49 og 59 sider. Og det falder i øjnene: Det er en kleppert af en digtsamling, der er umulig at fange ind og spidde med en fræk term, fordi den hele tiden vokser og vil så meget og føjer nye billeder til det i forvejen meget kulørte galleri. Helt modsat en digter som Søren Ulrik Thomsen, der har gjort sig landskendt med den korte lyrik, hvor hvert ord er poleret og slebet ind i sammenhængen, så alle digtene står og skurrer og næsten brister af stram velpolerethed, og hvert enkelt ord har sin nøje afvejede plads sammenhængen, giver Lynn Browns digte sig ikke til kende som endegyldige skønheder, men som frodigt voksende tilfældigheder af groteske sammentræf, fornyende billedsprog og en stædigt insisterende vilje til aldrig at lade sig låse fast som absolutte udsagn. For når alting er sagt, kan man altid sige mere.

Oprøret mod det fasttømrede og det endegyldige afspejler sig i samlingens konstante diskussion med identiteten og de identitetsskabende markører. Både på det overfladiske damebladsniveau (s. 16) : "test din køkken IQ og svar på spørgsmål om støbejernsgryder", men også helt ned på det plan, hvor også stedets identitet begynder at briste (også side 16): "en ensom bokser langt væk fra storytelling og det lille hus på praktikpladsen / så naivt det kan forekomme der midt i receptionen”. (Og hvor var det så lige, vi var henne?).

Digtsamlingens titel ”Rigtige børn vokser ikke op i forbifarten”, der nok kan ramme de fleste forældres dårlig-samvittighedscenter, har klare politiske undertoner, et træk der går igen i en del af digtene, bl.a. i denne passage, hvor temaet også er børn:

”at være pædagog i vore dage er ikke ligefrem et børneeventyr / der er ikke timer nok og ikke voksne nok og for mange små tandbørster der ikke bliver brugt for tandhygiejne er for tidskrævende der er fnuller under trappen og mudder i garderoben og ikke mere toiletpapir og ingen nye bøger med tidssvarende tegninger for kommunen skal skære og spare og spartle hverdagen ud som margarine og ofte sker det og ofte om morgenen og ofte i bilerne at pædagogerne skriger på vej til arbejde” (s. 18)

Og ved digtets slutning:

”række ud efter pladser hvor lyset bølger som duer der letter / hvor ord der bliver sagt ikke betyder noget om valg eller skemaer men blot er musik / der ingenting vejer i trappeopgangen”

Og så er der ind imellem er befriende sprælsk og grotesk humor, som i følgende stykke:

”… det er det bedste sted i verden at få udført en røvhulsblegning, det har han læst og siden har han bekymret sig, er det ikke for mørkt, sådan nærmest brunt, hvad hjælper det med spændstige, dunlette baller, hvis det sidder der i midten og ødelægger det hele, med sin misfarve, med sin ækle udstråling, hvis det bare blev bleget, så ville alting vende sig til det bedre, så ville han være lettere at elske, han ville få succes og være tilfreds med sig selv, ikke gru for det øjeblik hvor han skulle vise sig nøgen, men der er langt til San Fernando her fra Føtex og der er langt fra Vesterbro til boulevarder med neonskilte der uden at rødme tilbyder at blege misfarvede røvhuller, han burde enten spare sammen, eller holde op med den fantaseren og gå tilbage efter et andet blomkål, et uden pletter” (s. 145)

Tekststykket er præget af en letflydende ordret mundtlighed, og så er der slet ingen linjebrud, og hvis det bliver meget længere, kan det vel også blive prosa, men så er der ikke noget punktum, og det er der overhovedet ikke i samlingen. For det er det, der ikke kan. Sættes punktum.

Poesi blandt kummefrysere og brugt børnetøj

Her

Pik og ka-pow! (Eller: Vil du ikke nok være nedladende og dum i din næste anmeldelse?)

Toptunede mandlige kønsorganer rejser sig stolte og uforfærdede hen over siderne på Sven Holms Danske Bank-pris nominerede novellesamling "Midt i den blanke nat". Det kan virke vovet, det kan også virke lummert, og i det hele taget kan der være lidt meget blærerøv over den usvigelige og utrættelige mandlige libido, der aldrig kommer i tvivl om sin egen potens og aldrig for alvor får ridser i lakken.

Men når det så er sagt, så er der også en masse pænt og fornuftigt at sige om Sven Holms novellesamling. Og det bliver sagt på en virkelig velovervejet og intelligent måde i seneste nr af Standart af Mads Schjødt Sandager Jonasson:

"Kendetegnende for Holms noveller er en nærmest villy sørensensk insisteren på at blande det indre og det ydre i en ofte voldsomt symboltung, men aldrig uelegant, form for magisk realistisk tilværelsesforståelse... "

Fx. Eller:

"Også indholdsmæssigt befinder bogens fortæller sig i et interessant spændingsfelt mellem på den ene side en på overfladen køligt registrerende hverdagsrealisme, og så den førnævnte symbolladede metaforik..."

Det lyder alt sammen meget rosende, men så indsniger der sig et lille forbehold:

"der visse steder kan føles en smule overflødig elle fortænkt..."

Og så er det måske alligevel ikke så hyl med den novellesamling, men jo, det er det så alligevel, fortænktheden er en force hos fortælleren (eller følelsen af at blive ført en svaghed ved læseren, der bare ikke har læst omhyggeligt nok):

"men som ved nærmere eftersyn også kan ses som udtryk for en fortællemæssig legesyge og fandenivoldskhed, der bryder med mange af novellens knæsatte genrekrav, og løfter den enkelte fortælling op i et mere abstrakt, mere refleksivt luftlag."

Sådan! Eller?

Jeg følte mig ret imponeret, da jeg læste Jonassons anmeldelse, især fordi jeg selv lige havde skrevet en analyse af Holms novellesamling for litteratursiden.dk, som primært handler om, hvor relativt meget pik der er i den novellesamling. Jeg kan rigtig godt lide, at Jonasson løfter op og breder ud og kommer med nogle litteraturtekniske iagttagelser, men samtidig får jeg lidt den fornemmelse, at han - som jeg - ikke er helt forført af novellernes erotiske indhold. Måske endda slet ikke kan lide dem. Og det kan han heller ikke:

"Selv hvis man, som undertegnede, finder mange af samlingens metarefleksioner unødigt forstyrrende..."

Ok, så Jonasson står af på forsøget på at lægge et ekstra lag ind over hverdagsrealismen, men så kommer selvkorrektionen igen:

"er det tydeligt, at de er et udtryk for et konsekvent udlevet system eller en særlig modernistisk formæstetik, som det ville være nedladende (og dumt) at afskrive som forfejlede eller mangelfulde..."

Så Holm noveller skal altså alligevel reddes op på den litterære æresskammel?...

"blot fordi de ikke falder i ens personlige smag."

Der kom det! Jonasson kan jo ikke lide den novellesamling! Men hvorfor skriver han så følgende:

"Især når man også for alvor medtænker bogens genrebetegnelse som novellesamling, er "Midt i den blanke nat" imponerende homogen læsning. Der er ikke tale om fad opsamling af hengemte skrivebordsrester, skrabet sammen og udgivet i anledning af jubilæet; nej, her er tværtimod tale om en samling af fortællinger, der er samlet netop fordi, de deler et fælles omdrejningspunkt, en fælles æstetik."

Trods hans lidt kedelige syn på novellegenren, er Jonasson og jeg enige i to ting:
1)Vi kan faktisk ikke helt lide Sven Holms novellesamling
2) Vi ser begge "MMS fra hr. Tukusaki" som samlingens højdepunkt. Her er Jonasson ferme karakteristik af novellen:

"Fortællingen, der i meget korte træk handler om, hvordan historiens mandlige fortællers kedelige, danske gennemsnitslem en dag brat forvandler sig til et japansk kæmpefyrtårn af en sexgal pik, til stor undren og glæde for både ham og kæresten, er simpelthen så kongenialt udført, at man ikke kan andet end at overgive sig."

Jeg er så ikke enig i det sidste. Man kan godt andet end at overgive sig. Og i sidste ende er overgivelsen vel heller ikke særlig efterstræbelsesværdig, hvis den er en given køb på den umiddelbare reaktion på læseoplevelsen.

Men det er interessant, hvad det er der gør, at man skriver en gennemtænkt, velskrevet og rosende anmeldelse af et værk, man i bund og grund ikke kan lide. Er det, fordi man ikke vil fornærme forfatteren eller andre i det litterære miljø, der vil forsvare forfatterens linje? Eller skyldes det et kendskab til forfatterens litterære renommé og udmærkelser, som får tvivlen på egen dømmekraft til at blomstre? Eller skyldes det en lyst til at holde fast i nogle objektive litteraturkriterier, som angiveligt er hævet over individuel smag?

Kære Jonasson: Vil du ikke nok være nedladende og dum i din næste anmeldelse? Jeg vil bare gerne vide, hvorfor du ikke kunne lide novellesamlingen. Er der måske en generationskløft mellem Holm på den ene side og os på den anden, der gør, at vore litterære kriterier er nogle andre end Holms? Eller er der bare for meget blærerøv i de pikke?