Karla bor helt alene med sin mor og har slet ikke nogen far. Det er lidt underligt. Underligt nok til at lave en børnebog om Karla. Og sådan en bog er vi en del, der er interesserede i at læse, nemlig alle os, der er gået ad donorvejen hen til familieforøgelsen. Vi sidder og klapper i vores små, moderne familiehænder over at have fået en ny børnebog, som tør prøve kræfter med det svære spørgsmål om den manglende far. Vi vil gerne have nogen at spejle os i. Og vi vil gerne have en lille, fiks nøgle, der kan åbne op for nogle af de svære snakke med vores børn om det underlige noget med den dér far.
Så det var ikke uden forventninger, at jeg satte mig ned for at læse "Hvor er Karlas far" med min 5-årige søn. For hvad ville det åbne op af spørgsmål hos ham? Ville det kaste ham ud i en identitetslavine af overvejelser omkring normalitet og familieforhold? Skulle jeg rode mig ud i indviklede forklaringer om valg og fravalg og tanker om stort og småt og det vigtige her i livet? Og hvad med selve befrugtningen, som vi endnu ikke har fået helt på plads?
Bogen starter stille og roligt med Karla og hendes mor, som bager kager og kører til vuggestue, og man skal være virkelig gal i skralden for at finde noget grimt at sige om dem, for pæne og søde og rare ser de ud. Og det er først, da de er kommet hen i vuggestuen, og der hænger billeder af alle børnene med navnene på deres forældre (mor OG far) nedenunder, at der opstår problemer. For nedenunder Karlas billede står der bare: "Karla. Mor: Pia", og teksten forklarer: "Der står ikke navnet på en far. Karla har nemlig ikke nogen far".
Vi voksne kan godt se problematikken. Det betyder, at Karla ikke er helt ligesom de andre børn. Og at hun måske føler sig lidt mærkelig eller ligefrem forkert. Heldigvis får vi forklaringen om dengang Karlas mor ville have et barn og gik til lægen for at få hjælp. Fordi hun ikke havde nogen mand eller kæreste at få barn med.
Her vågner min søn, som indtil nu har lyttet uden kommentarer, op til dåd. Han spørger: "Skal man bruge en mand, for at lave et barn?" Og jeg svarer, at det skal man altid. "Men hvorfor skal man det?" spørger han, og så er det, at jeg er lige ved at komme på glatis, men heldigvis hurtigt kommer i tanke om en anden børnebog, vi også har liggende, som kan give svarene. "Kan du huske "Marlenes mor gifter sig med Lisa?" spørger jeg, og min søn ser tomt på mig. "Der, hvor de skal bruge de der frø fra en mand, for at moren kan blive gravid. Det skal man altid. Ellers kan en kvinde ikke blive gravid".
"Nårh", siger min søn, og jeg kan drage et lettelsens suk, fordi det svære emne er overstået for denne gang. Vi læser videre og får at vide, at en sæddonor er "en flink mand, der hjælper andre mennesker med at få børn" Han afleverer sin gave til lægen, der så får det lille barn til at vokse i morens mave.
Vi møder også legekammeraten Tilde, der heller ikke har en far, men til gengæld to mødre, og resten af bogen handler egentlig om alt muligt andet hyggeligt. Min søn lytter bogen til ende uden flere afbrydelser. Da jeg lukker den, holder jeg en lille kunstpause for at se, om der kommer flere reaktioner, men han rækker bare ud efter yndlingsbogen med billen og larven, som jeg har lovet at læse bagefter.
Tilbage sidder jeg, moderne forælder, og er glad for at have fået en bog i hånden, som afspejler mit liv. Næste gang vil jeg gerne have én, der tør gå skridtet videre. Som tør forklare, hvad der sker oppe ved lægen, eller som tør lade Karla nå at blive ked af ikke at have en far, og måske endda gå rundt og spørge efter ham, inden alle forklaringerne sætter det hele på plads og fejer alle spørgsmål af banen. Eller måske bare læse en knaldgod fortælling om et barn, der vokser op under moderne (læs: anderledes) familieforhold, fx Alfons Åberg eller Pippi Langstrømpe.
Indlæg
