"Det vrimler med klicheer, og plottet udfolder sig ikke just overraskende"
"Sproget er dødt, meningen med bogen en uoriginal kliche, som ikke fænger. Efter min mening skal der mere nytænkning til for at skabe en bedre bog"
Det er en udbredt opfattelse, at et litterært værk skal bidrage med noget nyt. Et værk, der gentager, hvad andre allerede har skrevet, er klichéfyldt og imiterer genrekonventioner. Citaterne ovenfor er hentet fra anmeldelser (og som citatudpluk ligner de noget, man har læst mange gange før; anmeldelsesklichéer, om man vil).
Det er ikke godt at skrive alt for forudsigeligt og genkendeligt, hvis man som forfatter gerne vil opnå gode anmeldelser. Man risikerer at kede den kritiske læser, der måske, måske ikke får afløb for sin kedsomhed i en anmeldelse. Det er en logik, der er til at forstå. Men betyder det så, at et værk er godt, hvis bare det er nyt?
Det gør det, hvis læser Statens Kunstråds
begrundelse for tildelingen af det treårige arbejdslegat til Leonora Christina Skov:
"Leonora Christina Skov tildeles det treårige stipendium, i håb om at hun for alvor kan få mulighed for og kræfter til at udforske spændingsfeltet mellem genrelitteratur og det, der (måske) ikke er genre."
Kunstudvalget ønsker, at Leonora Christina Skov udforsker spændingsfeltet mellem genrer og kalder det i sammenhængen kaldes genrernes kreolisering. Leonora Christina Skov bør altså ifølge udvalget ikke holde sig inden for en kendt genre, men bør tage flere forskellige og blande dem sammen på nye og overraskende måder. Og hvis hun gøre det, så bliver hendes bøger automatisk mere interessante, end hvis hun holder sig inden for den allerede etablerede genre: Den gotiske roman.
Tankegangen lyder som et ekko af Bourdieus karakteristik af det dynamikken i litterære felt i "The Rules of Art":
"Each succesfull revolution legitimates itself, but letigimates, too, revolution as such."
Og litteraturen er: "within the logic of fashion, allowing the condemnation of a tendency, a current, a school, by arguing merely that it is 'outmoded'."
Det sker ind imellem, at jeg læser en roman, som er nyskabende, men som ikke får mig til at juble. Det var tilfældet, da jeg læste Merete Pryds Helles "Hej menneske", hvor en nutidskvinde (Edith) under en arkæologisk udgravning efter et skorpionbid bliver syg med feber og fantaserer om en fortidskvinde (Edith). De to tidsplaner slynger sig ind og ud mellem hinanden og krydres genrefornyende med udpluk af nutidskvindens specialeskrivning. Ganske fikst, men jeg fik aldrig for alvor øjnene op for, hvad relevansen af fortidsplanet er for nutidskvinden. Hvad er det Edith vil med Edith? Hvorfor bliver hun en så påtrængende figur? Hvor er det, hun rykker i Ediths liv? For mig virkede Edith (nu) mest som en undskyldning for at skrive Edith (dengang), og jeg ville have elsket, hvis hun havde undladt alle fortællelag og genrespil og i stedet blot havde fortalt fortids-Ediths historie.
For mig er en tekst ikke automatisk god eller bedre, fordi den gør noget, jeg aldrig har set før. Der er andre kriterier end det fornyende, der er afgørende for mig, når jeg vurderer de bøger jeg læser: Er fortællestemmen overvisende? Og kan jeg mærke, at forfatteren sætter noget på spil, at hun vil mig som læser noget? Genreoverskridelsen og genresammenblandingen alene er ikke interessant. Den kan ind imellem være på grænsen til det kedelige og forudsigelige, fordi det fornyende så længe har været den litterære norm. Nogle gange forekommer genrelegen mig at være et maskespil, som forfatteren gemmer sig bag som undskyldning for at fortælle sin historie, et sikkerhedsnet udspændt under historien for at undgå det patetiske og klichefyldte, og jeg får lyst at sige: Så drop dog legen og referencerne og fortæl det, der skal fortælles. Vis mig, hvad det er, der fascinerer dig.
Et andet problem ved nyhedskriteriet (sat over og før andre kriterier) er, at det skaber en opfattelse af det litterære felt som en kamp. Det nye må hele tiden distancere sig fra det gamle i en kamp om og mellem positioner og om 'den gode smag'. I
denne lille video leverer Merete Pryds Helle en alternativ metafor for litteraturen: Den er et kar, der kan rumme alle former for litteratur, både den fornyende og den konventionelle. Og ethvert stykke litteratur er altid fornyende, fordi enhver forfatter skriver med sin egen stemme og på sin egen erfaring.
Indlæg
