Blogdahl: Skrottet voxpop-udtalelse om en til bevidstløshed afdød (eller uddød) dansk kunstnertype

Blogdahl: Skrottet voxpop-udtalelse om en til bevidstløshed afdød (eller uddød) dansk kunstnertype

Strengen på Lone Franks trusser

Gener er uinteressante som forklaringsgrundlag for menneskelig adfærd. Punktum. Eller, nej bedre endnu: Genetiske forklaringsmodeller for menneskelig adfærd virker undertryggende på den frie, menneskelige udfoldelse.

Hvis du har siddet nogle år og nørdet på et eller andet humanistisk studium med sprogfilosofi eller queer teori eller perfomativitets teori eller en eller anden anden form for social konstruktivisme, så behøver denne påstand ikke yderligere forklaring. Den kommer så alligevel her i parentes:

(Tankegangen er, at de naturvidenskabelige årsagsforklaringer ikke bare er et udtryk for menneskets evige og stadigt mere raffinerede søgen efter sandheden, men at der bag dem ligger en ideologi, som fraskriver mennesket ansvar og samtidig overser mangfoldigheden ved at gøre statistikken til norm. Hvis uheldige og uønskelige sider af min personlighed og adfærd kan tilskrives mine gener, så har jeg ikke noget personligt ansvar for disse sider, jeg kan i bund og grund ikke gøre for mit genom, og dermed er grundlaget for både etik og retssystem udhulet. Det er også frygteligt svært for mig at ændre på min genetisk bestemte adfærd, med andre ord; en gang håbløs, altid håbløs. På samme måde har genetiske forklaringsmodeller - i hvert fald i den almindelige, hverdagslige forståelse af dem - den uheldige effekt, at de gør det statistisk repræsentative til norm og skaber afvigere af individer, der ikke følger statistikken, fx: alle piger har et "omsorgs"-gen og kan derfor lide at lege med dukker. Og herfra er springet ikke langt til situationer, hvor voksne mennesker korrigerer børns adfærd for at bringe børnene og adfærden tættere på naturen. Altså genetisk magtudøvelse. Og selvopfyldende profeti.)

Hvis man kan nikke genkendende til denne tankegang, er Lone Franks "Mit smukke genom" et rigtigt godt sted at gå hen for at få sine fordomme udfordret. Det gør bestemt heller ikke noget, at det er topunderholdende at læse Lone Franks gennemgang af den nyeste forskning inden for genetikken, dels fordi hun skriver så flydende og ligefremt, men også fordi hun har fået den helt rigtige idé at bruge sit eget genom som udgangspunkt. Lone Frank lader sig personligheds- og genteste på krop og sjæl og bruger det personlige møde med genetikken som motor for fortællingen. Samtidig skaber Lone Frank spænding ved at formidle begivenhederne som scener i en roman, når hun gennemsøger sit genom for alt fra brystkræftrisici til sandsynlighed for depression. I mine øjne er det modigt, men hvis forudsigelserne holder stik, og den gennemsnitslige verdensborger om ti år har lagt sit genom offentligt tilgængeligt for alle på internettet, er det måske bare lige et par år fremme i skoen.

Og lad mig så bare være helt ærlig og indrømme, at jeg ikke forstår det med gener og DNA, og hvordan det i bund og grund virker. Men det behøver man sådan set heller ikke. Lone Frank forklarer det basale undervejs, men fokus ligger heldigvis på præsentationen af forskningsresultaterne og på de videre perspektiver af undersøgelserne. Det centrale er spørgsmålene: Hvem er jeg? Hvordan er jeg blevet, den jeg er? Og hvordan det skal gå mig fremover?

Lone Frank gør andet og mere end at præsentere forskning. Hun leverer indsigter, bud på tolkninger og en mulighed for en revision af læserens menneskesyn. For selvfølgelig opdager man gennem de mange interviews med forskere og gennem hendes beskrivelser af en lang række forskningsresultater, at nutidig genetik er langt mere kompleks end som så. Genomet opfattes i dag som en dynamisk-plastisk størrelse, der kan ændres gennem interaktion med omverdenen, ligesom omverdenen skal i spil for at aktivere statistisk bestemte genetiske dispositioner. Mennesket er derfor ikke determineret af sine gener. Arv og miljø spiller sammen på måder, der i øjeblikket udforskes inden for genetikken. Og dermed er der godt nyt til etikken og juraen: Menneskelig forandring er mulig, men der er ikke frit valg på alle hylder. Vi har visse medfødte rammer at udfolde os indenfor.

I kølvandet på genetikken følger en række nye etiske grundspørgsmål, der ikke uberettiget vækker mindelser om racehygiejne. Med evnen til at blotlægge genomer opstår også muligheden for at matche og fravælge partnere og børn. Debatten om designerbørn fremkalder gruopvækkende sci fi-scenarier. Lone Frank mener dog, at vi for længst er i gang med at frasortere, og at valget blev truffet med den fri abort. Desuden må vi opgive jagten på det perfekte og i stedet indstille os på det mindst ringe. Det perfekte genom findes nemlig ikke, ligesom der ikke findes gode og dårlige gener. Der findes blot risici og potentialer.

Ville jeg så med min nye viden lade mig genteste i dag? Sikkert ikke, med mindre der var en særlig risikofaktor, jeg gerne ville have undersøgt. Feltet virker for kaotisk, og de enkelte udbydere af tests ligger ikke blot i konkurrence, men er også internt uenige om metoder og resultater. Jeg vil klart vente, til feltet har fået lidt mere fodfæste. Vil jeg gøre det om ti år? Måske, hvis det er almindeligt udbredt, og jeg kan bruge det som et væsentligt mere sofistikeret og berigende led i min selvudforskning end en quiz i Alt for damerne.

Nåhja, og strengen på Lone Franks trusser? Den er selvfølgelig ikke G alene, men en lang og lidt udtværet (DNA)sekvens af bogstaverne A, G, C og T. Manden bag trusserne er den amerikanske bio-kunstner Joe Davis, som bl.a. også sender signaler bestående af DNA-sekvenser ud i rummet: http://www.centauri-dreams.org/?p=10283

50 Spectacular Type and Text Artworks

50 Spectacular Type and Text Artworks

Mapping Stereotypes

Yanko Tsvetkov Mapping Stereotypes bumbumbum

2 remix

Mishandlingens signatur
(sample fra "Mit smukke genom", Lone Frank)

under en sammenligning med tolv hjerner fra mennesker på samme alder som dig
som ikke har taget sig selv af dage men bare er døde i ulykker
skriver du lister over det du værdsætter og skaber din fremtid
pirker lidt til dit menneskesyn på en noget brysk facon
uden at vide hvilke potentielle fordele du går glip af
usikkerheder i den evigt fremadskridende proces
udbeder du dig hjerner fra endnu tolv selvmordere
som ikke har oplevet overgrebets smudsige fingeraftryk
hvad enten mødrene har været i behandling med
antidepressiv medicin eller bare
automatisk og smertefrit har fortrængt deres forfædres gøren og laden
på en gåtur
hvor verden opleves som den ser ud
når den bliver filtreret gennem din hjernes milliarder af celler
eller du er på opdagelse i dig selv på molekylært plan
især i nærheden af den særlige epigenetiske modificering i hippocampus
der ligger noget interessant i overgangen fra barn til voksen
du er først lige begyndt at se på det
og feltet skal have rum til at udvikle sig
for at blive til noget brugbart
og det skal endelig ske i fuld offentlighed
så den samlede arvemasse kan følge med
det er ikke vigtigt at vente til du forstår alting


Armens spilde
(forudgående sample tilsat navneord fra Astrid Lindgren, udsagnsord fra H. C. Andersen og tillægsord fra Brødrene Grimm)

under en due med tolv bjerge fra gulvet på samme vinduesskodde som dig
som ikke har kastet sig selv af sange men bare er smukke i chancer
krøller du hugtænder over det du fryser og fylder din kind
strækker lidt til din livvagt på en noget kostbar verden
uden at vide hvilke ømme skrig du kysser
stridshorn i den evigt stakkels tavshed
smager du spyd fra endnu tolv kirsebær
som ikke har begravet nattens varme brohoved
hvad enten morgenlyset er svulmet med
lidende ild eller bare
yndigt og hedensk har afspejlet deres lortes gøren og laden
på en plet
hvor mørket skydes som det gynger
når det bliver hilst gennem dit hjems milliarder af sømænd
eller du knirker i dig selv på retfærdighedens køkken
især i nærheden af de særlige strandede møbler i fattigvæsnet
der forlader noget ilsomt i øjnene fra vejen til hustagene
du er først lige begyndt at løsne på det
og adressen mejsler køkkenbord til at udvikle sig
for at blive til noget kulsort
og det skal endelig stråle i fuld tanke
så den vidunderlige fiskestang kan følge med
det opleves ikke uforsigtigt at vente til du elsker alting

Forbudte bøger

Banned Books Week NYRBlog New York Review Books

Danmarks største debutantpris til Louise Øhrstrøm

Danmarks største debutantpris til Louise Øhrstrøm

Hvordan dater man en forfatter?

"Folk, der møder forfattere ved seminarer og kongresser, har ikke nogen anelse om, hvordan de i virkeligheden er, fordi de aldrig ser forfattere under arbejdet. Hvis du [forfatteren] gifter dig eller bor sammen med en eller anden, bør du give denne person en vis idé om, hvad han eller hun går ind til."

Citatet her er fra Damon Knights creative writing-klassiker "Hvordan skriver jeg noveller?" og findes i kapitlet umiddelbart før gennemgangen af "Skrivemaskiner og andre tastaturer", som måske ikke helt lever op til nutidige forventinger. Kapitlet, citatet er hentet fra, hedder "At leve sammen med en forfatter", og det skal nævnes her, fordi det overrasker mig med sin friske og skæve vinkel på, hvad der er værd at rådgive forfatterspirer (og deres omgangskredse) om. For selvfølgelig er der her et oplagt hul i fagbogslitteraturen om skrive- og leveregler for og om forfattere. Jeg ser gerne emnet udfoldet til et selvstændigt værk med kapitler som "Hvordan scorer man en forfatter?", "Hvordan dater man en forfatter?", "Hvordan holder man en forfatter ud?", og "Hvordan bliver man skilt fra en forfatter?".

Da dette hovedværk endnu ikke er skrevet (jeg ser en nyklassiker for mig her), må vi imellemtiden tage til takke med Damon Knight, og jeg citerer lysteligt:

"Det er meget vanskeligt for én, der ikke skriver at forstå at det at skrive ikke blot finder sted ved skrivemaskinen [...] Når en forfatter sidder og stirrer tomt ind i væggen, kan en husfælle nemt antage, at han ikke foretager sig noget og burde være disponibel for en munter snak eller en diskussion af økonomien eller om den vaskemaskine der er i stykker eller hvad som helst. Selv når en forfatter rent faktisk sidder ved skrivemaskinen, falder det sjældent en ikke-skrivende ægtefælle ind at hun ikke bør afbrydes på grund af nogen nødssituation i hjemmet, borset fra brand eller eksplosion."

Det er et godt råd til alle, der omgås forfattere: Forfattere arbejder altid, uanset om ser sådan ud eller ej. Forstyr dem ikke. Hermed videregivet. Damon Knight foreslår med en knivskarp logik, at forfattere undgår kulturkløften mellem skrivende og ikke-skrivende ved at gifte sig med hinanden:

"Hvis du endnu ikke har besluttet dig til om du vil være professionel forfatter, er det måske lidt for tidligt at diskutere hvordan man møder andre forfattere for at blive gift med én. Jeg ville ikke foreslå at du går på skrivekurser eller forfatterværksteder af den grund, men det virker tit på den måde [...] Måske ville det ideelle være at en forfatter gifter sig med en ældre person der er menneskekærlig, tolerant og meget rig, men jeg kan ikke fortælle dig hvordan man gør."

Ikke? Øv, altså!

Against Promotional Author Photographs

Flavorwire » Against Promotional Author Photographs

What's in a name?

Colette Bryce's poetry workshop Books guardian.co.uk

WTMWAIKI (Wellcome To My World As I Know It)

CD DVD PC
WC PVC TV
GPS SMS MMS

PMS

COS OCD SCO SOK
NGO WHO WTO PLO
H2O CO2 MP3
R2D2 B2B

DR2 TV2 TV3 DK4 BBC NBC CNN
FM AM PM DM EM VM
FC FCK AGF AAB EB OB
DBU DGI DHF IHF IOC IOCE
FIFA UEFA
EF EU
UNICEF UN FN
NATO OEDC OPEC

OBS

RAM REM ROM
SIM ZIP LIX

LASER

DDS FDPF KFUM
YMCA USA USSR UK
KU VU SU AU
SDU PGU VUC
HF HH HG HK HTX FX
HTTP WWW FAQ

CPR PR IQ AI

ADHD AIDS HIV
DNA DNSAP
DKP KKK IRA
RAF SAS CIA
CIS FBI KGB
TDC FDB FDM
GM DFDS
BMW 2CV DSB
EDB EKG MGP
TNT BNP PBS

ØK

BH PH
FO FOF
OL LO
LOL LMAO AWOL WASP WYSING
WTF OMG

PT DD ASAP

KH MVH MH
AKA NN
TAP
VIP
RIP
NIMBY

PS SS MS AS VS

MIS

Ejersbo skriver som en brækket arm

- Og andre vidtløftige litteraturpåstande i Danmartks mest heftige litteraturdebat pt.: DEN lille LITTERATYR: I Norge bor der andet end trolde

Hvordan skriver man et dårligt digt?

Jeg hørte engang en billedkunstner sige til en nybegynder, der gerne ville lære at tegne portrætter: "Du skal tegne 999 portrætter og smide dem allesammen i skraldespanden, og så skal starte forfra på et helt nyt. Når du tegner nr. 1000, kan du portrættere". Som for de fleste nybegyndere inden for et kreativt felt var ambitionen ikke bare at gøre det, men at lære at gøre det godt. Øvelse gør mester inden for alle kunstarter, og det er jo en trøst for alle trainees, at kvaliteten ganske enkelt kommer snigende lige så stille af sig selv for så at blomstre fuldgyldigt ved forsøg nr. 1000.

Selv har jeg langt fra skrevet 1000 digte, og derfor kan jeg være relativt sikker på, at jeg, når jeg forsøger, vil levere noget bras. Men jeg kunne jo være heldig, jeg har hørt historier om blinde høns, så jeg vil gerne sikre mig, at det digt, jeg skriver, virkelig er dårligt. Derfor har jeg været inde og tjekke Hvedekorns råd om at skrive gode digte på: http://krabat.menneske.dk/_forfatter/skrivedigte_hvedekorns_redaktion.htm, hvor der bl.a. står følgende råd:

- Lad være med at bruge højpoetiske ord bevidstløst, f.eks; engel, nat, hjerte, regn, rose etc. Tænk over deres anledning, kunne du i stedet med fordel benytte dig af deres modsætninger?

For at sikre mig, at jeg producerer et virkelig dårligt digt, vil jeg bryde reglen og bruge højpoetiske ord aldeles bevidstløst og sammenstillet med lydord fra et Anders And-blad. Hermed følger et stykke garanteret kvalitetsløs lyrik:

Englen er øh...

Natten er åh...

Hjertet er gisp!

Regnen er wow!

Rosen er hov!

Kærligheden er av!

Sjælen er splosk!

Brystet er plump!

Skyggen er plosj!

Stranden er slurp!

Havet er snif snif

Skønheden er zzzzzz

Solen er blop!

Stjernerne er gulp!

Månen er glorb!

Himlen er rumle!

Længslen er AAAAARRRGGGHHHH!

Lykken er hm...

Digtet er !!!

Hvis du er interesseret i yderligere råd om dårlig digtskrivning, så findes der 20 af slagsen på Senturas hjemmeside: http://www.sentura.dk/skrivetips.html

E-bogens afløser er på vej

E-bogens afløser er allerede på vej - dr.dk/Nyheder/Kultur

Jeg synes faktisk du er lidt kedelig

En af mine venner var engang til et foredrag med Helle Helle. Det var lige efter "Rødby-Puttgarden", så det har været i 2005. Min veninde var ikke taget til det her foredrag, fordi hun er Helle Helle-fan. Hun var der i arbejdsmæssig sammenhæng og havde været med til at arrangere aftenen. Derfor var det også helt naturligt, at hun efter arrangementet gik hen til Helle Helle og sagde noget om, at det jo var gået godt, og at det havde været en vellykket aften. Så skete der så det, at Helle Helle benyttede lejligheden til lige at spørge, om min veninde havde læst "Rødby-Puttgarden", og da hun svarede bekræftende, faldt spørgsmålet: "Hvad synes du så om den?"

Her kom min veninde i lidt af en knibe. Hun havde syntes, at bogen - lige som Helle Helles andre bøger - var lidt kedelig. Ikke dårlig eller irriterende, bare kedelig. Hun kunne godt se ideen med den måde, Helle Helle skriver på; at der ikke sker så meget, og at dét er hele ideen, og at romanerne står oven på alt det, der ikke bliver fortalt. Men hun syntes bare, at det var lidt kedeligt at læse. Det kunne hun jo ikke sige, så hun sagde selvfølgelig, at bogen var god, fordi hun gik ud fra, at det var det, Helle Helle gerne ville høre.

Da min veninde senere fortalte mig den lille anekdote - med lige dele smil på læben og tåkrummen i skoen - var der to ting, der gik op for mig:
1) Det er dumt af forfattere at spørge os læsere om, hvad vi synes om deres bøger (hvad regner de med, at vi svarer?)
2) Der er nogen, der synes, at Helle Helle er kedelig

Selv har jeg altid syntes, at Helle Helle kunne noget helt unikt i sine bøger. Men jeg forstår godt, at man kan kede sig med dem, og måske har jeg selv været på grænsen nogle steder i forfatterskabet (men jeg er også en Helle Helle-anarkist, der er allermest vild med hendes første bog "Eksempel på liv", som slet ikke passer ind i forhold til resten af forfatterskabet, så hvor meget har jeg overhovedet forstået?).

Jeg drømmer nogle gange om, at etablerede forfattere som Helle Helle og Kirsten Hammann vil gøre noget vildt. At Helle Helle vil skrive noget, hvor følelserne får lov at komme til udtryk, gerne på grænsen til det patetisk svulstige. At Kirsten Hammann vil droppe den effektive sproglige motor, hun har hængt en del af sine romaner op på, og som Lilian Munk Rösing karakteriserer blændende her: "Udsagnets barske ironi er karakteristisk for fortælle-stilen; der fortælles i et sprog og fra et perspektiv, der lægger sig tæt op ad Mettes, men tredje person åbner den sprække, hvor ironien kan sive ind som noget, der svæver mellem ydre betragtning og selvironi." (http://www.information.dk/164271)

Det koster jo ikke noget at drømme. Mens jeg venter på, at mine drømme går i opfyldelse, vil jeg anbefale min veninde at læse en forfatter, hvis skrivestil står i diamentral modsætning til Helle Helles, nemlig canadiske Alice Munro, hvis short stories (eller små romaner?) jeg i øjeblikket sluger. Alice Munro beskriver i sine historier de afgørende øjeblikke i et liv, hvor alt sættes på spidsen. Øjeblikke, der bliver bestemmende for karakterernes livsforløb. I hendes historier kan karakterernes intentioner og følelser (nogle gange) beskrives direkte og uden omsvøb. De bliver ikke underforstået, og der er heller ingen ironisk udlevering af karakteren. Alligevel vækker de en uro, den uro, som for mig er et afgørende tegn på, at jeg sidder med et stykke kvalitetslitteratur i hånden, fordi jeg er blevet mindet om, at intet kan tages for givet. Det, tror jeg, vil falde i min venindes smag.

Verdens dyreste bog til salg

Verdens dyreste bog er igen til salg

Forfattere mister millioner

Forfattere mister millioner - Politiken.dk

Chick lit heavy – samtidsroman light

Genre er praktisk lille klistermærke at sætte uden på et kunstværk. Når jeg tjekker fjernsynsprogrammer fx, spotter jeg altid lige genrebetegnelsen, og ud fra dén træffer jeg min første beslutning: Drama: Ja! Action: Nej! Komedie: Nej! (med mindre, der står romantisk lige foran komedie). Genrebetegnelsen er en hjælp for mig, når jeg skal vælge og fravælge, men også når jeg er gået i gang med at se filmen. Genren giver mig visse forventninger til filmen, og nogle gange bliver det kedeligt, fordi jeg i forvejen godt ved, at de elskende får hinanden i enden, andre gange er det en hjælp, når jeg skal forsøge at orientere mig i filmen og finde ud af, hvad der overhovedet foregår.

Derfor kommer jeg på glatis, når jeg ikke helt kan få fod på genren. Jeg bliver i tvivl, om en kommentar skal forstås ironisk, og ved ikke, om fx utroskab i filmens univers er et moralsk problem eller en tilgivelig, menneskelig svaghed. Jeg er klar over, at det inden for den finere kunst er forventeligt, eller på det nærmeste et krav, at kunstværket på den måde spiller på og udfordrer mine genreforventninger, men nogle gange, når jeg ser en film eller læser en bog, ved jeg ikke, om det er den kunstneriske intention bag værket at forvirre mig, eller om jeg ikke forstår kunstværket, eller om jeg slet og ret er uenig i den genrebetegnelse, der er angivet i fjernsynsprogrammet.

Det dilemma kom jeg i, da jeg for nyligt læste Marianne Verges debutroman ”Wendys vidunderlige verden”, som på bagsiden er beskrevet som ”en sørgmunter samtidsroman”. Men da jeg begyndte at læse om Wendys ulykkelige brud med filminstruktøren Peter Panduro (ja, Wendy og Peter Pan, det lyder som noget fra et eventyr) blev jeg i tvivl, for det her var da chick lit, var det ikke? Wendys økonomiske uansvarlighed, impulsshopping og optagethed af mærkevarer, hendes jagt på kærligheden og den eneste ene og hendes sværmerier for kendisverdenen (især Jørgen Leth, men ekskæresten Peter er trods alt også filminstruktør, og det giver adgangsbilletter til portrættering i dameblade). Det er alt sammen lige ud af en chick lit-roman.

Men det er det så altså alligevel ikke (kun). Dels er den selviscenesættende småpludren, som gennemsyrer en del chick lit barberet helt ned til et minimum. Handlingen beskrives komprimeret og scenisk. Og Jørgen Leth er ikke bare med for show. Han spiller en velkomponeret rolle for fortællingen og får et afgørende ord i den overraskende (ikke mindst for den læser, der forventer chick lit) slutning. Wendy selv viser sig da også at være ude på andet og mere end redning af en fortryllende prins på eventyrhvid hest.

Til sidst lod jeg genre være genre og storsmilede og småhyggede mig igennem denne letlæste og charmerende roman, som især skal læses for sine kærlige personportrætter. Romanens karakterer får lov at begå fejl og have mangler uden at blive hverken udleveret eller vrænget af. Den naive sprogtone får historien til at balancere uden at ende i hverken ironi eller ligegyldighed.

Suitable poetry sketch

YouTube - Suitable poetry sketch- A Bit of Fry and Laurie- BBC Comedy

Landsretten udsætter sag om litterært lån af privatliv

Landsretten udsætter sag om litterært lån af privatliv - Politiken.dk

H. C. Andersens samlede

En god historie har det med at gå sine egne, uforudsigelige veje. Hvis du har læst her på bloggen før, har du sikkert opdaget, at jeg er i gang med at samle bidrag ind til et nyt eventyr af H. C. Andersen (jeg forklarer, hvad det går ud på her:
http://metteoest.blogspot.com/2010/08/nyt-eventyr-af-h-c-andersen-flopper.html).

Der er kommet endnu et bidrag, og det vil sige, at der nu er fem nulevende personificeringer af H. C. Andersen, som tilsammen har skabt følgende eventyr:

Der var engang... I en lille landsby, langt langt ude på landet, ved siden af det gamle hyggelige gadekær, med ænder i den lille dam, lå et gammelt faldefærdig bindingsværks hus, som i fordums tid havde været en kro.

Der var engang hvor nuet var det eneste der fandtes, måské opdager vi, at det rent faktisk stadig er således, spørgsmålet er blot hvornår - Nu?

Der var engang en hobbyforfatter, som midt i en skriveblokade blev slået omkuld af en Facebook-besked med opfordringen til at skrive nogle ord - og det kunne han da ikke, troede han - men pludseligt væltede der ord frem igen og forfatteren måtte træde lidt tilbage for ikke at blive revet med, men da han var kommet til sig selv og overvejede hele situationen lidt på afstand fandt han det interessant, måske endda en smule besynderligt - og på sin vis vel også lidt fortryllende - at man i denne digitale tidsalder ikke helt havde glemt at sende hinanden ud på eventyr, punktum

Subject: algo que escribi de mis experiencias (esta en un libro publicado)
El arte de hacer proyecto

Conocer a la gente: condición para trabajar y sudar con gusto
Por: Hans Christian Andersen

Eran las 12 del medio día cuando me preparaba a llevar unos materiales (10 caños galvanizados de 2” x 6 metros para la fabrica de esencia de Petit Grain entre otras mercaderías varias) al asentamiento de Ko’e Porâ. ¿Dónde queda Ko’e Porâ? Salí de Coronel Oviedo con algunas referencias del lugar de destino. Pensando que para el atardecer estaría Illegando, continuamos el viaje con mi fiel compañero el “terere”. Faltando unos 5 km. para llegar a un pueblo llamado Capiibary, siendo aproximadamente las 3 de la tarde, un fuerte ruido rompió la calma del viaje: eran los caños que se salieron y cayeron de la camioneta.
Detuve la marcha, miré a mi alrededor: no había nadie, sólo campo y camino con un calor realmente infernal. Solo y abatido (akai’ro), tuve que acomodar mi “carga”, la temperatura de los caños me quemaba la mano y pensé: ¿vale la pena? Luego de 2 horas continué mi viaje, cansado, sucio, quemado y rabiado, preguntando y consultando por el camino. Al anochecer llegué a Yasy Cañy donde se alojaban los compañeros que trabajaban en Mandu’arâ: ¡por fin algunas caras conocidas! ;e sentí aliviado, descansé, tomé un reparador baño... Mis compañeros me comentaron que... “ya estaba a mitad de camino”. Con la aurora del amanecer retomé mi lento viaje, decidido a llegar ya sin contratiempos. Cerca del medio día llegué a Villa Ygatimi y desde ahí me acompañó un técnico del asentamiento Ko’e Porâ, en ese entonces Vidal Rivelli, y fuimos a entregar los materiales. Recorriendo el asentamiento pude observar la precariedad con que esa gente vivía o mejor dicho sobrevivía. Niños con caras sucias, descalzos, con poca ropa, flacos y panzudos que daban claros indicios de parasitosis, me recibieron con una tímida sonrisa; los padres también estaban contentos porque muy pronto tendrían su fábrica en funcionamiento. Fue mi primer contacto con familias del asentamiento, familias con ganas de vivir y decididas a trabajar para mejorar su sistema de vida. En ese momento me di cuenta que todo lo que pasé en ese viaje era poco y que “si valía la pena”. Nada es fácil en la vida y siempre hay pruebas y trabas que superar. Pero cuando conocemos el destino de nuestro trabajo y la gente por la cual sudamos, es más fácil superar los obstáculos y más grato el trabajo. Cuando yo me involucré con ellos y vi sus rostros esperanzados, cambió mi actitud, mi visión y me dio cierta satisfacción saber que cuando
los microproyectos comiencen a dar sus frutos muchas familias dejarán de sobrevivir para comenzar a vivir.

Der var en gang... og for enden af den var der en dør. :-)

(En Google-oversættelse af det spanske bidrag kan læses her: http://metteoest.blogspot.com/2010/09/h-c-andersens-nye-eventyr-iii.html)

Men måske er du - og jeg tror ikke, du i så tilfælde er den eneste - ved at blive træt af H. C. Andersen og af brugen af ham i markedsføringen af Danmark (for hvad er vi andet end bjerge af små klodser og bogfulde af gamle eventyr?):
http://www.youtube.com/watch?v=Rr4n35lyrdc&feature=fvsr
http://www.youtube.com/watch?v=H7BzZMgOuRo&feature=fvsr

Vil du i stedet gerne se en forfriskende ny markedsføringsstrategi, så se denne humoristiske video fra Lego (henvendt til en facebookgruppe, der kræver en undskyldning fra Lego for alle de gange, nogen har trådt på en Legoklods på gulvet):
http://www.youtube.com/watch?v=-maWaN0l9VU

Enhver forfatters drøm om en arbejdsplads?

BLDGBLOG: Writer In Residence

Verdens værste roman

… er selvfølgelig ikke en passende overskrift til en roman med så åbenlyse litterære kvaliteter, der efterlader mig (læseren) lige dér, hvor han (forfatteren, Daniel Sjölin) ønsker, jeg skal være: Forblændet af forfatterens overaktive intellekt, irriteret over den konstant vrængende og (selv)udleverende fortællestemme, forvirret over hullerne mellem tekstedelene (hvor var det egentlig lige, det hér bar hen?) og desillusioneret i en grad, så det eneste, jeg sidder tilbage med i hånden af denne ”Verdens sidste roman”, er en masse ord, sætninger, sproglyde, der vrider og snor sig ind og ud mellem hinanden: sproget.

Men når jeg nu alligevel vælger den overskrift, så giver det en hvis mening, hvis tingene skal sættes på spidsen (og det skal de med vold og magt i dette lortehelvede af en roman). Det har ved gud været en røvtur af en roman at komme igennem, fordi den er så skide:

Belærende: ”Romantik er, når begge parter efterligner et fælles sprog” (denne efteraben som årsag til enhver menneskelig handling og følelse er en central idé i romanen).

Kynisk vrængende af alt og alle: ”Venstre- og højremennesker er som kristne og muslimer. Udgår fra samme tro, om end den sidder forskelligt. Højremenneskers foragt for de svage sidder på ydersiden, venstremenneskers på indersiden.”

Side op og side ned med den slags eskapader efterlader ikke det lille, rare fikspunkt, jeg som læser skal bruge for at udvikle en form for sympati med eller forståelse for fortælleren, en indforståethed med projektet. Jeg har ikke haft mulighed for at opleve den forbundethed, som jeg elsker, når jeg læser en roman, og som giver mig lyst til at kravle ind i en bog og lukke alt andet ude. Verdens sidste roman har forpligtet sig på at spytte mig ud, inden jeg er nået at kravle om bord. Den er optaget af ét projekt: at udstille lortehelvedet (ofte brugt udtryk), og det lykkes ned til mindste overgreb.

Og hvad så? Skal man så lade være med at læse den?

”Verdens sidste roman” skal læses i strakt arm (læs: uden indlevelse, og ja, fordømmelse og afstandtagen er også en form for indlevelse i projektet) af læsere, der gider læse 300 sider, der handler om sproget og om at fortælle, ikke om personerne og handlingen. Og så skal den nydes for sit selvforherligende opgør med samtidens litterære tendenser. Som det lyder i starten:

Ja, nu skal det ud. Realismen. Det autentiske. I verdens sidste roman skal fiktionen dø. Fantasien skal skæres af og skrabes væk. Efter to lidt mere hykleriske bøger kommer nu selve lortehelvedet… Her får I i hvert fald hele svineriet. Al den skide realisme, I kan drømme om. Selv om jeg hader den – mere på grund af håndværket end sandhederne. Alle de skide miljøbeskrivelser, man skal gøre troværdige. Og personer, der skal tale naturligt og gøre hverdagsagtige ting. Så som at spise bananer. Alle de skide typer, der spiser bananer i realistiske bøger, mens tidsånden svirrer omkring dem (helst i forstaden), og nervesammenbruddet ligger på lur i buskene (helst i underteksten). Men okay, læn jer tilbage og fryd jer over mine private nederlag. Min manglende evne til at føle kærlighed, til at indleve mig, til at engagere mig. Mine bananer… Jeg skriver selvbiografisk som alle andre. Dog uden omsvøb.

Og senere:

Der er spiseforstyrrelsesromaner, kvinde-krop-romaner, indvandrerromaner, vrede-unge-mænd-romaner, kvinder-der-kan-selv-romaner, moderskabsromaner, adoptionsromaner, mennesker-med-døende-forældre-romaner, hjemstavnsromaner, men de mest afskyelige af dem alle er immervæk barndomsskildringerne. Disse debutanter med deres satans skrivekurser. Han sagde det så pissegodt, ham kronikøren Boris Benulic fra Metro. Selvbiografierne er litteraturens svar på oppustelige Lolitadukker, skrev han; den eneste forskel er, at forfatteren har pustet sig selv op for at føle magt og nydelse, og det var i det gamle DDR, man fandt på det der med forfatterskoler. Især den mandlige barndom præmieres på kultursiderne, men hvorfor? Enten har man levet et liv i undertrykkelse og er blevet voldtaget af julemanden, eller også har man sgu bare at holde kæft. Men hvis man har noget at fortælle, bliver man alligevel ikke lukket ind på de dersens forfatterskoler. Næ nej, den med erfaring bliver smidt på porten.

Der er flere af den slags palavere, bl.a. et langt opgør med poeter, der ”ikke ved en skid om stilhed”. Og så er det hele selvfølgelig bare bluff. I ”Verdens sidste roman” er selvbiografien ren fiktion, og fortællerens mor får ved slutningen lov at råbe: ”Jeg er sgu da heller ikke din forbandede mor”, og nej, det er hun ikke, hun er en skide romankarakter, er hun.

Når dette er skrevet, vil jeg tage bogen og rive siderne ud en for en, mens jeg vil sukke for hver afrivning: ”Elsker - elsker ikke - elsker - elsker ikke”, indtil jeg når side 338.

For en mere entydigt begejstret reaktion og en egentlig anmeldelse, se:
http://www.litteraturnu.dk/univers.php?action=read&id=1238

H. C. Andersens nye eventyr III

Eventyret om H. C. Andersen udvikler sig nu i ny, overraskende retning (enhver god fortælling har sine twists and turns). Jeg har modtaget et nyt bidrag fra H. C. Andersen. Det ser du til, at han er aktivt skrivende og i øvrigt spansk. Jeg opfordrede facebook-personificeringerne af digternavnet H. C. Andersen til at bidrage til et nyt, fælles H. C. Andersen-eventyr ved at færdiggøre sætningen, "Der var en gang...", og fortsætte indtil punktum. Denne H. C. Andersen har ikke akkurat overholdt de udstikkede regler, men der har også været visse barrierer at overvinde i form af sprogvanskeligheder.

Her kommer (ta-da!) Hans Christian Andersens aller-aller-nyeste eventyr:

Subject: algo que escribi de mis experiencias (esta en un libro publicado)
El arte de hacer proyecto

Conocer a la gente: condición para trabajar y sudar con gusto
Por: Hans Christian Andersen

Eran las 12 del medio día cuando me preparaba a llevar unos materiales (10 caños galvanizados de 2” x 6 metros para la fabrica de esencia de Petit Grain entre otras mercaderías varias) al asentamiento de Ko’e Porâ. ¿Dónde queda Ko’e Porâ? Salí de Coronel Oviedo con algunas referencias del lugar de destino. Pensando que para el atardecer estaría Illegando, continuamos el viaje con mi fiel compañero el “terere”. Faltando unos 5 km. para llegar a un pueblo llamado Capiibary, siendo aproximadamente las 3 de la tarde, un fuerte ruido rompió la calma del viaje: eran los caños que se salieron y cayeron de la camioneta.
Detuve la marcha, miré a mi alrededor: no había nadie, sólo campo y camino con un calor realmente infernal. Solo y abatido (akai’ro), tuve que acomodar mi “carga”, la temperatura de los caños me quemaba la mano y pensé: ¿vale la pena? Luego de 2 horas continué mi viaje, cansado, sucio, quemado y rabiado, preguntando y consultando por el camino. Al anochecer llegué a Yasy Cañy donde se alojaban los compañeros que trabajaban en Mandu’arâ: ¡por fin algunas caras conocidas! ;e sentí aliviado, descansé, tomé un reparador baño... Mis compañeros me comentaron que... “ya estaba a mitad de camino”. Con la aurora del amanecer retomé mi lento viaje, decidido a llegar ya sin contratiempos. Cerca del medio día llegué a Villa Ygatimi y desde ahí me acompañó un técnico del asentamiento Ko’e Porâ, en ese entonces Vidal Rivelli, y fuimos a entregar los materiales. Recorriendo el asentamiento pude observar la precariedad con que esa gente vivía o mejor dicho sobrevivía. Niños con caras sucias, descalzos, con poca ropa, flacos y panzudos que daban claros indicios de parasitosis, me recibieron con una tímida sonrisa; los padres también estaban contentos porque muy pronto tendrían su fábrica en funcionamiento. Fue mi primer contacto con familias del asentamiento, familias con ganas de vivir y decididas a trabajar para mejorar su sistema de vida. En ese momento me di cuenta que todo lo que pasé en ese viaje era poco y que “si valía la pena”. Nada es fácil en la vida y siempre hay pruebas y trabas que superar. Pero cuando conocemos el destino de nuestro trabajo y la gente por la cual sudamos, es más fácil superar los obstáculos y más grato el trabajo. Cuando yo me involucré con ellos y vi sus rostros esperanzados, cambió mi actitud, mi visión y me dio cierta satisfacción saber que cuando
los microproyectos comiencen a dar sus frutos muchas familias dejarán de sobrevivir para comenzar a vivir.

Oversat ved hjælp af Google translate lyder historien (jeg kan som sagt ikke forstå spansk):

Om: noget, som jeg skrev om mine oplevelser (dette i en bog udgivet)
Kunsten at projektet

Mød folk: en betingelse for at arbejde og sved med glæde
Af: Hans Christian Andersen

Det var klokken 12, da jeg var ved at forberede at tage et par materialer (10 galvaniserede rør 2 "x 6 meter til fremstilling af essens Petit Grain forskellige merchandise herunder) løsning af Ko'e Pora. Hvor er Ko'e Pora? Jeg forlod med en vis Coronel Oviedo referencer destinationen. Tænker for aftenen vil kommer, vi fortsatte turen med min trofaste følgesvend de "terere." Der mangler ca 5 km. at nå frem til en landsby ved navn Capiibary, på cirka 3 pm, et kæmpe brag, brød roen turen: det var de rør, der kom ud og faldt ned af trucken.
Jeg standsede gå, kiggede rundt: Der var ikke én enkelt område og vej med en virkelig infernalske varme. Alene og deprimeret (akai'ro), havde jeg rumme min "last", temperaturen i røret brændte min hånd og jeg troede, det værd? Efter to timer jeg fortsatte min tur, træt beskidt, brændt og rasede, spørgsmål og forespørgsler på vejen. Om aftenen fik jeg til, hvor de var indlogeret Cany Yasy kolleger arbejder i Mandu'arâ: endelig nogle kendte ansigter! E
Jeg følte mig lettet, hvile, tog et forfriskende bad ... Min holdkammerater kommenterede, at ... "Jeg var halvvejs." Med indgangen til formiddag har jeg genoptaget mit langsom rejse, fast besluttet på at nå og gnidningsløst. Jeg ankom omkring middag, og fra Villa Ygatimí.
Derfor er en tekniker gik mig Ko'e Pora løsning, så Vidal Rivelli og gik for at levere materialer.
Touring forliget kunne observere svaghed, som disse mennesker levede eller rettere overlevede. Børn med beskidte ansigter, bare letpåklædte, tynde, store-bellied de gav klare indikationer parasitosis, modtog mig med en genert smil, forældrene også var lykkelige, fordi snart have deres fabrik i drift. Det var min første kontakt med familierne til de forlig, familier fuld af liv og fast besluttet på at arbejde på at forbedre deres måde at leve på. På det tidspunkt indså jeg, at hvad jeg gik på den tur var lille, og at "hvis det var værd." Intet er let her i livet, og der er altid forsøg og forhindringer at overvinde. Men når vi kender den skæbne, vores folk til at arbejde og som vi sved, er det lettere at overvinde forhindringer og mere behagelig at arbejde. Da jeg kom involveret med dem og så deres ansigter håbefulde har ændret min holdning, min vision og gav mig en vis tilfredshed at vide, at når mikroprojekter begynder at bære frugt mange familier vil at overleve at begynde at leve.

Trash Art Deluxe

Trash Art Deluxe - Flemming Lund, Århusiansk Trash art -maler og digter.

Sidende, stående eller liggende læsning?

Sitting, lying or standing: what's the pole position for reading? Books guardian.co.uk