Jeg har lovet mig selv ikke at blive politisk i min omtale af Chimamanda Ngozi Adichies novellesamling ”Det du har om halsen”, som har fulgt med mig rundt i diverse tasker under ferien. Det ville være så nemt at skrive, at Adichies noveller er interessant og nødvendig verdenslitteratur, fordi de giver Afrika en stemme i litteraturen. Men det ville jo være det samme som at negligere novellernes formside, det, der overhovedet gør dem til litteratur.
Adichies sprog har en egenskab, som jeg rigtig godt kan lide: Man glemmer det (på nær, selvfølgelig, på de steder, hvor de afrikanske udtryk er anvendt, og en forklarende note er indsat). Det virker så let, så legende og ikke spor anstrengt, lidt på samme måde, som da jeg i går så kvindernes 800 meter under EM og tænkte, det ser da ikke så svært ud, det kunne jeg nok også klare. NOT! Det i mine øjne værste en forfatter kan gøre ved sit sprog er at prøve for meget, så anstrengelsen løber som saften af en presset citron ned gennem sætningerne. Adichie formår at få det til at se ud, som om hun slet ikke har svedt foran computeren, men bare har haft nogle grundige hyggeture ved tasterne, og at det er der så (hovsa) kommet en novellesamling ud af.
En anden ting er, at jeg slet ikke er sikker på, at Adichies noveller er afrikansk litteratur. Det er måske snarere eksillitteratur skrevet af Adichie, som er født og opvokset i Nigeria, men nu deler sin tid mellem Nigeria og USA. Som de andre afrikanske forfattere, der har formået at blive læst uden for Afrika, skriver Adichie på engelsk og bor (i hvert en stor del af tiden) uden for Afrika. Hun lever i kraft af kulturskiftet til USA i en virkelighed, der adskiller sig fra den hovedparten af afrikanere kan genkende. Fremmedhed, kulturtab og afsavn er typiske temaer for eksillitteratur, og disse problematikker sættes på spidsen hos Adichies i novellen ”Ægteskabsmæglerne”, hvor en kvinde kommer til USA efter at have indgået arrangeret ægteskab og snart erfarer, at hendes nye mand ønsker at pille alt afrikansk af hende og genskabe hende som amerikaner.
I titelnovellen emigrerer den kvindelige hovedperson fra Lagos til USA med hjælp fra en allerede emigreret onkel, der ordner visumansøgningen og indkvarterer hende i kælderen af sin villa. Da han senere viser sig at mene, at han i kraft af sin hjælpsomhed har vundet seksuelle rettigheder over hende (Amerika handler om at give og tage, lyder hans argument), flygter hun og får arbejde på en restaurant, hvor hun møder den unge, amerikanske og velmenende Juan. I starten forsøger hun at holde Juan på afstand, men langsomt tør hun op over for ham:
”Du vidste, at du var blevet tryg ved ham, da du fortalte ham, at du så Jeopardy på restaurantens tv, og at du heppede på følgende, i denne rækkefølge: farvede kvinder, sorte mænd, hvide kvinder og så omsider hvide mænd – det vil sige, at du aldrig heppede på hvide mænd.”
Denne humoristiske og skarpe selvudlevering (det omvendte magthierarki som heppehierarki) er ikke grebet ud af den blå luft i en novellesamling, hvis tolv noveller alle har afrikanske hovedpersoner, heraf kun en enkelt mandlig. Mange af novellerne kredser tematisk om den afmagt, kvinder oplever som følge af mødet mellem de to kulturer. Korruption, kolonialisering, krig, asyl, forfølgelse, arrangeret ægteskab, favorisering af mænd, social opadstræben og religionssammenstød ligger som en tematisk baggrund i skildringen af hovedpersonernes minimale handlerum, grænsende til magtesløshed.
Nogle vil hævde, at magten en blind. Andre, at den tager patent på blikket – den måde, ting kan ses på – fordi den definerer, hvad der er acceptabelt, og hvad der er primitivt, unaturligt, eksotisk (eller et hvilket som helst andet marginaliserende udtryk, magten vælger). For en europæisk læser er Adichies noveller et interessant blik tilbage på magten.
Og nu ved jeg så godt, at jeg alligevel er gået hen og er blevet politisk, men det er der for så vidt heller ikke nogen vej uden om: Adichies noveller sætter magt og afmagt på spil, og det er næsten umuligt ikke tage stilling, eller i hvert fald parti. Men jeg ville så gerne undgå det, fordi jeg ikke kan lide mig selv i Juan i det, der ikke bare er titelnovellen, men også i mine øjne den stærkeste af samlingens noveller (novellen har en særlig intensitet i fortællestemmen, som den opnår blandt andet gennem brugen af en overraskende 2. persons fortæller). Juan er ikke bare velmenende og flink; han dyrker det eksotiske. Med sin kolonialiserende omgang med det fremmede skubber han hovedpersonen væk:
”Han sagde, at han virkelig gerne ville se Nigeria, og at han kunne betale billetten for jer begge. Du ville ikke have ham til at betale for, at du kunne tage hjem. Du ville ikke have, han tog til Nigeria, så han kunne sætte det på listen over lande, hvor han havde været for at glo på de liv, fattige mennesker havde, som aldrig ville få råd til at glo igen, på hans liv.”
Jeg har muligvis været en anelse for hurtig på aftrækkeren, da jeg afrundede eventyret om H. C. Andersen. I hvert fald kommer der stadig beskeder til mig fra H. C. Andersen på facebook. En af dem lyder:
Indlæg
