Børnebøger er ikke kunst

I 1990 skrev Per Højholt om børnebøger: "Henvendelsen er skråt nedad... Hvis jeg skulle skrive for børn, måtte jeg tage hensyn, som ikke rager kunsten, men rager langt ind i pædagogikken. Som sagt: Det er godt nok, men kunst? Ikke tale om..."

Torben Weinreich giver ham ret og tager tråden op i Skråt nedad fra 1994: "Der er således næppe mange udtryksformer og -elementer, som voksenlitteraturen er alene om. I børnelitteraturen møder vi dem blot i mindre grad: lidt kortere sætninger, lidt mindre kompliceret sætningsbygning, lidt flere udsagnsord (handling) og lidt færre tillægsord (beskrivelse) - og sådan kan man blive ved. Det kan godt se ud, som om børnelitteraturen, især på det formmæssigt mikrostrukturelle niveau, er en slags voksenlitteratur minus X %."

Uanset, hvordan det nu end forholder sig med børnelitteratur (om det er en mindre fin end voksenlitteratur eller bare en mere udvandet version heraf) så er en ting i hvert fald sikkert: Børnebøger og voksenbøger er to forskellige ting. Børn læser ikke bøger, der handler om midtvejskriser og Talebanstyret, og voksne lægger Vitello-bøgerne fra sig, når børnene sover.

Sådan da.

Da Richard Bach i sin tid skrev bogen Jonathan Livinston Havmåge havde han egentlig tænkt den som en børnebog. Det var som en børnebog, at den blev sendt rundt og mødte det ene afslag efter det andet, indtil en vågen person i den amerikanske forlagsbranche fik den idé at læse den som en voksenbog i stedet. Den blev udgivet i 1970 som en bog for voksne og strøg til toppen af bestsellerlister og har siden solgt i millioner af eksemplarer.

Lige så speget er det, når man ser på vores alle sammens H. C. Andersen. Rejsebeskrivelserne og dagbogsoptegnelserne er klart voksenlitteratur, men jeg ville nødigt pege på, hvilke af hans eventyr der kun er for voksne, og hvilke der kun er for børn. En stor del af dem er i mine øjne både-og. Og jeg har aldrig hørt nogen sige, at de ikke er kunst.

Vi ser nok forskellige ud, men vi føler det samme

En af mine yndlingsaversioner er børnebogen Milly, Molly og Lille-Jens. I bogen møder de to veninder Milly og Molly Lille-Jens, der slet ikke er spor lille, men ret tyk. Alt for tyk, synes de to piger, og han kan heller ikke være med, når de andre drenge dyrker sport. Så sidder Lille-Jens og ser på. Det beslutter de to piger sig så for at gøre noget ved, så de lærer Jens, at han skal begynde at løbe og i øvrigt spise frugt og grøntsager. Og drikke masser af vand. De tager ham med ud at løbe og styrer hans mad og væskeindtag igennem flere måneder, og til sidst er Lille-Jens blevet tynd, og nu kan han pludselig være med til at dyrke sport sammen med de andre drenge. Til cykelløb er han endda den, der kører forrest. Bogen slutter meget opbyggeligt:

"Det var Lille-Jens. Nu var han blevet god til at gøre sit bedste. Og hvem havde det største smil på hele skolen? Nemlig, det havde Lille-Jens."

Bagest i bogen er der en forældrevejledning. Der står: "Hvis man vil udnytte sit potentiale fuldt ud, kræver det hårdt arbejde og beslutsomhed... Lille-Jens' beslutsomhed lønner sig: Den glæde, han føler ved at opnå sit mål, stråler ud af ham, så hele resten af klassen kan se det."

Den svada rundes af med de bevingede ord, der er credo for hele Milly og Molly-serien: "Vi ser nok forskellige ud, men vi føler det samme."

Der er ikke noget usædvanligt i at lave børnelitteratur, der gerne vil opdrage og demonstrere værdier, men problemet med Milly, Molly og Lille-Jens, er, at moralen lige så fint kan læses modsat: Nok føler vi det samme, men vi skal se ens ud for at lykkes.

Tog man seriens credo seriøst, kunne historien udvikle sig sådan her: Milly og Molly møder Tykke-Jens i skolen. Han føler sig udenfor på grund af sine ekstra kilo, og han kan heller ikke vinde sportskonkurrencer. Men Milly og Molly tager sig tid til at snakke med ham, og de lærer ham at kende, og de finder ud af, at han er rigtig god til at tegne svævefly. Tykke-Jens er stadig tyk, men til gengæld kan han så meget andet. Det indser de andre børn, og så får Tykke-Jens det meget bedre. Vi ser nok forskellig ud, men vi føler det samme.

Sådan er historien selvfølgelig ikke. Og sådan kan det gå, når man gennemsyrer børnelitteratur med den positive tænknings værste egenskaber: Den individuelle placering af skyld og ansvar og den sociale udstødelse af det negative, i dette tilfælde den tykke dreng. Stakkels den lille, tykke dreng, som ikke opnår det krævede vægttab, og som må høre på sine klassekammeraters velmenende formaninger, indtil de en dag giver op og med et skuldertræk siger: Det må han jo også selv om, hvis han ikke vil tabe sig.

Nej, så giv mig til enhver tid hellere Gummitarzan: "Ivan Olsens far syntes, at Tarzan i urskoven var en vidunderlig bog, og han syntes, at Tarzan var en vidunderlig mand....

"Hvorfor sidder han oppe i et træ?" spurgte Ivan, der aldrig havde set en voksen mand klatre i træer.

"Fordi han er abernes konge," sagde hr Olsen og slog sig på brystet, så han kom til at hoste.

"Jamen," sagde Ivan. "Han har jo ingenting på. Ikke andet end underbukser. Rigtige konger har tøj på."

"Bahh," sagde hans far. "Rigtige konger er nogle vatnisser. Næh, ham her, han er stærk og ædel og stor og smuk."

"Han er lidt fed," sagde Ivan Olsen.

Positiv tænkning er en højrefløjsaktivitet

I mit blogindlæg, Åh så forbandet positiv, fra den 4. marts skriver jeg, at positiv tænkning ikke virker. Den påstand dementeres af en ny bog, Bright-sided. How the relentless promotion of positive thinking has undermined America, af Barbara Ehrenriech. I anmeldelsen, Det krampagtige smil, trykt i Politiken, skriver Finn Skårderuds bl.a.:

"Det positive har skabt en gigantisk industri i form af bøger, dvd'er, internettet, selvudvikling, tv, Oprah Winfrey, spindoktorer, livscoacher og karrierecoacher samt en voksende hær af psykologer, der skal uddanne disse. Den amerikanske sociolog Stjepan Mestrovic taler i sin bog 'Postemotional society' om en 'MacDonaldisering' af det amerikanske følelsesliv. Det betyder rationelt producerede og afmålte følelser i et happy meal."

Så nej, positiv tænkning er bestemt ikke virkningsløs. I sin bog gennemgår Ehrenreich en række af dens negative konsekvenser. En af disse er, at den er grundlæggende antisocial. Coaches og selvhjælpseksperter råder over en kant mennesker, der genre vil være positive til at undgå mennekser, der ikke er positive. Man bliver glad af at omgås glade mennesker, er tankegangen, så derfor er der selvfølgelig ikke nogen, der skal omgås folk, der ikke er glade. Og hvis de gør, så er de også selv uden om det. Det er nemlig den positive tænknings anden væsentlige slagside: Den individuelle skyld. Tankegangen er, at alt er muligt, den enkelte er selv herre over sine tanker, og tankerne skaber virkeligheden. Så hvis man ikke er glad og positiv, så er man på en måde selv ude om det. Det er en moderne, individualiseret udgave af den kristne tanke om synd og skyld. Fordømmelsen og moraliseringen er stadig fremtrædende, men nu som en fordømmelse af det negative. Skårderud skriver:

"Et eksempel er koblingen mellem positiv kult, religiøsitet og penge... Der tales ikke om Kristus på korset, men han har renset vore synder i sådan en grad, at det nu er helt i orden at bede Gud om penge, en større lejlighed, ny bil, et godt bord på en restaurant, godt helbred og vægttab. Og de glade tv-prædikanter er en milliardindustri."

En central tanke i Ehrenreichs bog er, at positiv tænkning kan placeres til højre i det politiske spektrum. Skårderud:

"Der lægges vægt på tilfredshed med nuet og status quo, ikke på protest, radikale ændringer og politisk mobilisering. Det sociale forsvinder hurtigt i en sådan tradition. En stor del af elendigheden i USA skyldes faktisk fattigdom og manglen på offentlig sygesikring, ikke at man er for dårlig til at tænke positivt."

Læs portrættet "Smile, You've got cancer" af Barbara Ehrenreich på:
http://www.guardian.co.uk/lifeandstyle/2010/jan/02/cancer-positive-thinking-barbara-ehrenreich

Hvis du var en bog, hvilken bog ville du så være?

Man kan gøre så mange sjove ting med bøger. Man behøver ikke bare at sidde derhjemme for sig selv og læse i dem. Man kan fx tage på speedlitt på odense Bibliotekerne og medbringe en bog til en rødvinsbaseret datingseance i biblioteksbelysning. Men så melder spørgsmålet sig: Hvilken bog?

Det er oplagt at vælge en bog, der siger noget om én selv. Men er det nu Idioten, Det uperfekte menneske eller Vil du se min smukke navle, der rammer bedst? Selvfølgelig kunne man også bare tage sit atlas under armen og bruge det som en indgang: Hvor skal vi tage på ferie sammen, inden vi får børn? Men uanset, hvad du vælger, så vil den bog, du ender med at tage med, sige noget om dig, lige som den også gør, når den står derhjemme sammenklappet og med ryggen til i bogreolen.

Ud over at være objekter for vores læselyst og livstilsmarkører har bøgerne nu også fået deres eget realityshow. På Paradise Bogtel kan du følge med i bøgernes interne konkurrence og være med til at stemme nye ud og ind. Det er for fjollet til at være seriøst, lige som al anden god reality underholdning. Se selv efter på http://boghotellet.blogspot.com/

Det kan også være, at den slags tosserier støder de finere smagsløg. Hvis du hellere vil se bogen som et kunstobjekt, kunne det måske være en idé at dekorere den lidt. Hvad med fx at male på bogryggene i din reol? Det har Mike Stilkey fra Californien gjort: http://planetoddity.com/exquisite-book-portraits-by-mike-stilkey/

Kan man dømme en bog på dens moral? Kan man lade være?

I sidste uge var jeg til læseklub på mit lokale bibliotek. Vi var nået til Jakob Ejersbos Liberty, som er den fjerde af de i alt seks romaner, der er til debat i forbindelse med uddelelsen af DRs romanpris. Noget af det mest spændende ved at deltage i læsekredsen er for mig, at vi uundgåeligt kommer til at snakke om vurdering. Når vi er kommet igennem alle seks romaner, er det meningen, at vi skal pege på den af dem, som vi mener, fortjener prisen. Derfor bliver vi nødt til at snakke om, hvad der gør en roman god, hvad der gør en roman dårlig, og hvilke kriterier vi kan vurdere det ud fra.

Liberty er den af de romaner, vi har diskuteret, der har været mest "kød" på. Den sniger sig trods alt også op over de 700 sider og sætter en masse relevante samfundsproblematikker på spidsen, ikke mindst det danske bistandsarbejde. Vi var midt i en snak om AIDS og om grænserne for, hvornår et seksuelt samvær glider over i prostitution, da en af deltagerne kastede en bombe. Hun syntes, det var en dårlig roman, fordi hun ikke kunne lide dens moral: Fortælleren var umoden i sin uforsonlige fordømmelse af andre mennesker, og et ægte kunstværk bør opstille et håb, eller i det mindste konturerne af det, ellers er det dårlig kunst.

Vi var flere, der hoppede i stolene. Bordet rundt lød det samstemmende, at man altså ikke kan vurdere en roman på, om den opstiller et håb. En roman er ikke forpligtet på en moral. Men hun stod fast på sit synspunkt. Liberty er en dårlig roman, fordi den er for sortsynet, mente hun.

En anden ny dansk roman, der risikerer at blive læst og forkastet moralsk, er Marina Cecilie Ronés Det skete. Jeg har endnu ikke læst bogen, men de anmeldelser jeg har læst, fokuserer meget fortællerens erindringer om som 12-årig at have et seksuelt forhold til en af sin fars venner på ca. 40. Det er en tematik, der ligger meget tæt på pædofili-problematikken, og som derfor næsten kalder på en moralsk vurdering. Er det ok at skildre et intimt, seksuelt forhold mellem en pige og en voksen mand uden afstandtagen? Det er næsten umuligt, uanset hvor litterært objektiv, man forsøger at forholde sig, ikke at lade sin egen moral styre læsningen.

Min analyse af Ejersbos Liberty bliver i øvrigt nu trykt i Cultures, som er et super spændende magasin om kulturmøder. Hvis du ikke kender Cultures, kan du besøge magasinets hjemmeside på: http://www.djembe.dk/

En bog, der ikke handler om noget

Der er altid folk, der gerne vil pege på litterære tendenser, og der altid er bøger, der bryder med tendenserne. Jeg skrev i mit sidste blogindlæg, at noget, der kendetegner litteraturen i dag, er en stræben efter engagement, nærvær og autencitet. Men selvfølgelig ligger der en ny, dansk roman på mit natbord, som slet ikke er sådan. Det er en roman af en forfatter, der - efter eget udsagn - ikke kan fortælle historier.

Josephine Klougarts Stigninger og fald er den debutroman, der indtil videre har fået mest omtale i år. Det er der én god grund til. Det er, at det er en overbevisende leg med og udforskning af sprogets muligheder. Det er - som Josephíne Klougart selv afslører - ikke en dramatisk fortælling med et intenst plot, så hvis det er den slags, man er ude efter, skal man nok lede et andet sted. Jeg har endda talt med en biolog fra Syddjurs Kommune, som havde købt bogen, fordi der stod noget om landskaberne på Mols på bagsiden. Men hun var blevet skuffet. Det er ikke de brede penselstrøg hen over realistiske landskabsmalerier, vi er ude i her. Det er de fine, tætte natursansninger og et sprog, der knopskyder gennem sammenligninger.


En anden roman, som også ligger på mit natbord, passer heller ikke ind i nogen tendenser overhovedet. Som Stigninger og fald er den også mest drevet af en forelskelse i sproget - uden nogen anden sammenligning i øvrigt. Det er Rune T. Kiddes mystiske bud på en kriminalroman, Julius' afsind, der selvfølgelig slet ikke lever op til krimigenrens forventninger, selv om der er en overflod af (m)ord. Rune T. Kidde fortæller skrøner, historier og eventyr med en lystig fantasi med et sprog, der er på grænsen til at koge over. Og Julius' afsind er ingen undtagelse. Selv om der er klokkeklart plot og spændingsopbygning, så er det lige før sproget spænder ben for historien, fordi det bare vil have lov at boltre sig.

Ironien er død

Vi vil så gerne være autentiske, engagerede og nærværende midt i den globaliserede informationsstrøm....

Autencitet: I sin kommentar til mit blogindlæg "Man sku' nok ha' været der" skriver Cindy Lynn, at forfattere i dag har brug for at fremskrive autencitet (ved at skrive selvbiografisk eller basere fortællingen på en sand historie), fordi vi lever i en informationsoverflod, hvor sandheden har mange versioner, og hvor vi forholder os kilde- og genrekritisk til den iklædning en given version af en sandhed kommer i, fx. nyhed, statistik mv. Jeg kan godt lide Cindys tankegang, og vil gerne foreslå endnu to kerneværdier, som der - set fra mit vindue - er en tendens til, at litteraturen forsøger at række ud efter lige nu: Engagement og nærvær.

Engagement: Som en modreaktion på 1970ernes politisk orienterede litteratur, der har fået nogle slemme litterære skældsord hæftet på sig (bekendelseslitteratur og knækprosa) har der været et par årtier, hvor det har været på grænsen til det useriøse at skrive politisk litteratur. I stedet har en hovedstrømning haft fokus på form og eksperiment. Men den kurve ser nu ud til at være knækket. Af eksempler på politisk nutidslitteratur kan jeg nævne: Maja Lee Langvad, Find Holger Danske, Merete Pryds Helle Oh, Romeo og Kirsten Hammann En dråbe i havet. Information har bragt en artikel om tendensen til at pege politiske og moralske pegefingre, som kan læses på: http://www.information.dk/216853

Skal litteratur overhovedet være politisk? Og hvis den skal, skal den så være venstreoreinteret? Disse spørgsmål og en række andre, der vedrører samtidslitteratur og politik, diskuteres i Dansk Noter, maj 2009 på http://www.e-pages.dk/gennemsyn/89/5.

Nærvær: Man er nærværende, når man er til stede, der hvor man er. Og det er der også ret meget litteratur, der handler om lige nu. At se, høre, lugte og mærke det sted, hvor man er. Nogle har foreslået, at det er en modreaktion til globaliseringstendenserne, der får os til at søge den lokale forankring. En række af tidens toneangivende romaner kaster et kærligt og udforskende lys over provinsens randområder: Helle Helles Rødby-Putgarden, Erling Jepsens Kunsten at græde i kor og Carstens Jensens Vi, de druknede er et par eksempler. Og jeg har mange flere eksempler i min artikel om stedet i litteraturen: http://viewer.zmags.com/publication/3737a96c#/3737a96c/46

Åh så forbandet positiv

Advarsel: Læs ikke dette indlæg, hvis du gerne vil være glad!

En foredragsrække om positiv psykologi er i øjeblikket det mest populære tilbud ved Folkeuniversitetet i Herning. Og det er forståeligt nok, for hvem vil da ikke gerne være glad og positiv? Det ligger også meget i hele managementkulturen og selvforbedringstankegangen, at man - efter arbejde, børn, mad, opvask, bilreperation og girokort - også lige kan nå sytten knibeøvelser og at forbedre sin positivitet ved at tvinge sig selv til at tænke nogle dejlige, positive tanker.

Der er bare en hage ved det - og her må jeg nok sige, at det, jeg nu vil skrive, er noget af en afsløring - at det simpelthen ikke virker. Ikke en skid.

Eksempel: Jeg synes, jeg er grim. Jeg går hen til det lille spejl på væggen dér og siger: Du er den smukkeste i verden hér. Effekt: Det, jeg føler (jeg er grim), er ikke ok (jeg er forkert).

Heldigvis er der stadig håb for alle, der ikke er født positive. Der er nemlig noget andet, der virker: Negativ tænkning.

Eksempel: Jeg synes, jeg er grim. Jeg går hen til det lille spejl på væggen dér og siger: Du er den grimmeste i verden hér. Effekt: Jeg spørger mig selv: Passer det nu også? Er jeg virkelig så grim? Er der slet ikke noget ved mit udseende, jeg kan lide? Er der noget, jeg kan gøre for at forbedre mit udseende? Betyder det meget for mig at være smuk?

Danske forskere har lavet et forsøg, der viste, at folk var mere motiverede for at komme i gang med at motionere, hvis drivkraften var angst (for sygdom o.lign.) frem for positiv tænkning. Logikken er enkel nok, for hvis jeg siger til mig selv, at jeg allerede er sund og veltrænet, inden jeg går i gang, så er der vel ikke rigtig nogen grund til også at løbe.

Den amerikanske forsker Julie K. Norem har gjort det til sin livsopgave at forske i negativitet. Hun har bl.a. lavet forsøg, der viser, at folk, der tænker enormt negativt om deres situation før en canceroperation har et kortere og lettere helbredelsesforløb efterfølgende operationen end patienter, der lader op ved hjælp af afslapning, visualisering og andre behagelighedsteknikker, der afleder tankerne fra deres brutale nu. Hendes argument er ganske enkelt, at folk er forskellige, og det, der virker for nogen, virker måske ikke for andre, og for nogen virker det simpelthen bedst at være negative.

Negativitet er altså ikke altid noget negativt, så skal vi ikke alle sammen være forbandede sure i dag, og så virkelig rykke derudaf?

Læs mere om Julie K Norem på:
http://www.wellesley.edu/Psychology/Norem/psychhome.html

Man sku' nok ha' været der

I går aftes så jeg - lidt forsinket, men bedre sent end aldrig - filmatiseringen af Erling Jepsens roman Frygtelig lykkelig. Jeg blev sært fascineret af den westernagtige stemning med et touch af David Lynch og af skildringen af det indspiste, sønderjyske parallelsamfund. Da min første overraskelse havde lagt sig, sad jeg under resten af filmen og var vitterligt frygtelig lykkelig over, at man laver den slags film i Danmark. Eller nogen steder. Men en lille myg blev ved med at irritere. Og uhyret havde bidt mig, allerede inden filmen for alvor gik i gang: Denne historie er baseret på virkelige hændelser.

Frygtelig lykkelig er en historie om en politimand fra København, der udstationeres i det sønderjyske, hvor han begår dobbeltmord og integreres i det korrupte og voldelige sønderjyske særunivers. Jeg tror nok, at historien ville have været godt forsidestof, hvis den havde været sand, men mon ikke der er et væsentligt element af fiktion med i Erling Jepsens fortælling også? Så hvorfor så skrive, at den er baseret på virkelige hændelser? Hvor virkeligt skal det være, før man kan tillade sig at skrive sådan?

Engang gjorde Tove Ditlevsen det. Og Susanne Brøgger har også gjort det. Nu gør alle det. Erling Jepsen, Kim Leine, Kristian Ditlev Jensen, Knud Romer, Julia Butschkow, Lone Aburas. De gør det alle sammen. Skriver historier baseret på virkelige begivenheder. Autofiktioner og selvbiografiske romaner. Det er en klar tendens i litteraturen i øjeblikket, at den skal være så virkelig som mulig. Forfatteren skal helst have været der for at skrive en god roman.

Men selv i romaner, der giver sig ud for at være udelukkende fiktion, skal forfatteren helst have været der for at kunne beskrive personerne og stederne. Et nedslidt boligkompleks fremstår levende og nærværende i en fortælling, fordi forfatteren har været der. Måske har hun ligefrem boet der og kender alle mursten og revner. Og det er da også slående, at der er en langt højere forekomst af forfattere og andre skrivende blandt hovedpersonerne i fiktionsromaner, end der er i virkeligheden. Fordi forfattere tager udgangspunkt i det, de kender.

Men når det nu er så populært at kalde det, man skriver for noget mere sandt eller virkeligt end bare fiktion, så er det fordi, det styrker historiens troværdighed. Når jeg som seer eller læser får at vide, at en historie er skrevet med udgangspunkt i virkelige begivenheder, så behøver jeg ikke at tage stilling til om den "holder", eller om den er "troværdig". For det er jo sket. Det er at gå skridtet videre end realismen, der vil skildre tingene, som de kunne være sket. I stedet skildres tingene, som de angiveligt er sket.

Som læser bliver jeg ganske enkelt nemmere forført, når forfatteren tager mig ved hånden og siger: Sæt dig ned og lad mig fortælle dig, hvordan det var. I stedet for at lokke med en mindre forpligtende aftale: Jeg har fundet på en god historie - har du lyst til at høre den?